“Stigninger og fald” af Josefine Klougart

Vi er i 1980/90‘ernes Nordjylland, nærmere bestemt på Mols. Det er her vi møder Josefine Klougarts debutroman Stigninger og fald. Heri skildrer jegfortælleren, Josefine, om sin barndom på Mols, der fortælles om hendes forældre, hendes to søstre og om hesten Molly.

Klougart - Stigninger og fald

Jegfortælleren, som er et yderst sansende barn, iagttager sin familie og omverden i al alminde-lighed. Fortællingen rummer ingen traumer, ej heller nogen voldsomheder. Josefine Klougart har med megen ro skrevet en roman om en helt almindelig barndom, i en helt almindelig kernefamilie.

Fortællingen er skrevet som man husker den. Barndoms-erinderingerne er nemlig ikke kronologisk nedskrevet som perler på en snor, men derimod som nedslag i en bevidsthedsstrøm af børnetanker. Dette kan gøre det vanskeligt at få ordentlig hul på bogen – men lad jer ikke narre, der er guf til eftertanke. Man skal blot ind i jegfortællerens barndomsverden, hvorefter man bliver grebet af al det smukke og ikke mindst af Klougarts fornemme lyriske sprogbrug, som er mættet af erindrings-billeder, som driver een tilbage til sin egen barndom. På samme måde som Dan Turèll gjorde det med Vangede billeder – eneste forskel er den geografiske beliggenhed. Jegfortælleren skildrer ikke blot familien, men i lige så høj grad også det omkringliggende landskab på Mols. Det er nemlig disse stigninger og fald, som er og bliver selve barndommens landskab.

Uden at sige for meget, kan det mærkes, at Josefine Klougart selv er opvokset på Mols, og med hendes alder in mente, kunne man sagtens komme på de tanker, at jegfortælleren Josefine og forfatteren Josefine Klougart er een og samme person. Men denne spekulation er utrolig ligegyldigt, da Klougart med Stigninger og fald har skabt en lille perle, som ikke behøver nogen videre analyse. Den skal blot nydes.

Stigninger og fald er udgivet på Rosinante i 2010 og kan lånes overalt på landets biblioteker.

“Et eventyr” af Jonas T. Bengtsson

Vinteren har allerede været kold, gold og umådelig lang, men endnu mangler en halv januar og ydermere en hel februar.

Vinteren startede for mit vedkommende i dejligt selskab, nemlig med Jonas T. Bengtsson ved min side. På trods af specialeskriveri og egne kunstneriske udfoldelser, er der stadig på sidelinje plads til litteratur for fulde gardiner. Som nævnt var dele af min december hensat i Bengtssons tegn, nærmere bestemt med Et eventyr, dennes seneste roman.

Bengtsson beskriver, som i sine to forgående romaner, sociale forhold, som hører til Danmarks skyggesider. Et eventyr er en dyster fortælling, der ses gennem øjnene på en dreng, som under sin opvækst bliver udsat for lidt af hvert. Bengtssons ordbrug er yderst effektiv og kan til tider være barsk læsning. På trods vender bogens sider sig selv.

Et eventyr handler om en dreng, som med sin fader flytter fra by til by, en moderne nomadefamilie om man vil. Eventyret begynder med Oluf Palmes død i 1986 og ender i 2000, hvor den 6-årige jeg-person er blevet et voksent menneske.

Tilbage til 1986; faderen er på evig flugt, og skal herved klare sig uden officielle papirer eller anden binding til civilsamfundet. Faderen er sønnens et og alt. Han er forsørger, rollemodel, lærermester, og ja sågar Gud. Det er således faderen og sønnen mod resten af verdenen. Fortællingen er skrevet og fortalt gennem sønnens øjne og intet er filtreret fra og intet bliver forklaret, historien er jeg-personens oplevelser. Oftes er sønnen alene, når faderen arbejder, og tiden går med at tegne for at glemme både tid og rum. Dette holdepunkt er det eneste permanente i sønnens tilværelse.

Romanen er inddelt i tre hovedafsnit med start i 1986, hvor sønnen er 6 år gammel, siden kommer vi tilbage i 1996, hvor sønnen er fyldt 16 år, går i 9. klasse, bor hos sin moder og stedfader, og er i grunden en utilpasset ung mand. Endelig møder vi ham igen i 1999, hvor han har fået ny identitet med tyrkisk navn og et arbejde på et postkontor – igen skraber han samfundets bund.

Hvis man kunne lide Aminas breve (2005) og Submarino (2007) – eller blot kender historien gennem Thomas Vinterbergs hæderlige filmatisering, så burde man kaste sig over Et eventyr. Jonas T. Bengtsson cementerer med Et eventyr, at han er og bliver en stor stemme i det danske kulturlandskab.

Et eventyr ud kom på Gyldendal i 2011.

“Rystet spejl” af Søren Ulrik Thomsen

”De seneste 10 år / gik dobbelt så hurtigt som tiåret før / og nu blomstrer de sorte roser i sneen.”

Således lyder de sidste linjer af Søren Ulrik Thomsens første digt i samlingen Rystet spejl. Og smukkere kan følelsen af tid, der forsvinder, næppe beskrives. Tiden er således det centrale. Den går hurtigt og langsomt, både forlæns og baglæns.

Rystet spejl udkom på trediveåret for Thomsens debutsamling City Slang, som tog udgangspunkt i storbyens blå rum, og som på flere måder minder om nærværende samlingen.
Digtsamlingen indeholde 42 digte, alle uden titel, men som alle sprogligt hiver i læseren.

”Et kort øjeblik når jeg vågner / har jeg glemt / at kastanjen overfor er fældet / og at bøgerne af min ungdoms stjerner / gule og bulede / står i en kasse på gaden / til ti kroner stykket / ja, selv at du for længst er væk. / Men i næste sekund / har jeg indhentet alle tredive år / og hen under aften / oven i købet fået en fremtid / før natten tar mig tilbage.”

Der gemmer sig megen melankoli i Thomsens tekster. Hvert ord har betydning, og ligegyldigt hvilket sted, Thomsen præsenterer læseren for, bliver det nærværende og ægte. Trods digtenes primære fokuspunkt er døden og erindringen, er der ingenlunde tale om dystre tekster, men derimod om eftertænksomme og dragende erindringer. Midt i det hele er der også blevet plads til enkelte yndefulde kærlighedsdigte. Eet af dem lyder:

”Elskede, må vores kærlighed altid være / som musik der lyder fra et andet rum. / På The Waldorf-Astroia. Mens det regner.”

Digt for digt guider Søren Ulrik Thomsen os igennem hans univers. Digtene kræver imidlertid, at man er villig til at gennemlæse dem flere gang, hvilket ingenlunde skal forståes negativt, derimod forøger hver gennemlæsning blot nydelsen af de enkelte digte, da man gang på gang opdrager nye sproglige detaljer.

Ovenstående var ikke en anmeldelse, men blot en ydmyg anbefaling. Der bliver således ikke givet stjerner, men blot min største opfordring til, at løbe ned på sit lokale bibliotek og hive denne vidunderlige samling ned fra hylden. Den passer perfekt til regnfulde novemberaftener.

Rystet spejl udkom på Gyldendal i foråret 2011.

“Rum” af Emma Donoughue

”Rum” er en gribende og til tider nærmest ubegribelig fortælling om livet og kærligheden mellem en mor og hendes søn, som begge er indespærret i Rum.

I dag er jeg fem. Jeg var fire i aftes, da jeg lagde mig til at sove i Klædeskab, men da jeg vågner op i Seng i mørket, er jeg blevet fem, hokuspokus-filiokus. Før det var jeg tre, så to, så et, så nul.” (overs.: Kirsten A. Nielsen).

Således lyder de første linjer af Emma Donoghue’s roman. Det kunne lyde som en ganske uskyldig historie, men læseren skal dog være opmærksom på, at det ingenlunde er tilfældet. ”Rum” er en barsk fortælling om femårige Jacks (bogens jeg-fortæller) verden, som udelukkende består af Mor (med stort M), ham selv og så Rum, som de befinder sig i. I Rum findes Seng, Klædeskab, Plante, Væg, Gulvtæppe mv. Desuden optræder også figuren Gamle Nick.

Lidt efter lidt går det op for læseren, at Mor er offer for kidnapning, samt gentagnede voldtægter henover en længere årrække. Ligeledes finder læseren ud af, at Jack er resultatet af disse voldtægter. Mor og Jack bliver holdt fanget i et skur, og deres eneste forbindelse til omverdenen er Gamle Nick, som bringer dem mad, søndagsoverraskelser, og som til stadighed voldtager Jacks mor.

Den femårige Jack er et kvikt barn, men indtil nu har Mor med succes kunne holde virkeligheden og den omkringliggende verden skjult for ham. Som romanen skrider frem, opdager Jack dog mere og mere af den omkringliggende verden i Udenfor. Efter megen tu

Bloggen ser sollys

Så har sunereitz.dk endelig fået sin helt egen blog – Ja, hvabehar?
På bloggen vil jeg indskrive brudstykker af såvel nyt som gammelt materiale. Ligeledes vil jeg en gang om måneden d. 19. uploade en boganbefaling. Ellers vil jeg blot poste om oplevelser, traumer og andet godt. Så jeg håber, at I, som er de flotteste læsere, vil følge med.