Tinder er mere end et kødkatalog

Jeg har skrevet et debatindlæg til Politikens Debattør- & Kritikerskole. Det handler om at finde kærligheden på Tinder og være stolt af det. Du kan læse det her:

“Jeg var lige flyttet tilbage til København, og en stille aften oprettede jeg en Tinder-profil. Ikke så meget for at finde den eneste ene eller bare knalde lystigt rundt, men mere for at have noget at lave. Tidligere spillede jeg Wordfeud og skød grise i Angry Birds, nu swipede jeg til højre og venstre i et væk. Og jeg drak kaffe i spandevis med fremmede. Og så var hun der. Midt på min iPhone. Hende som siden skulle blive min kæreste. Det var sidste år i oktober. På Tinder.

Vi brugte al vores fritid sammen, og hurtigt var vi ude blandt andre. Og så skete det uundgåelige; vi mødte folk vi kendte. Vi var til en hypermoderne fernisering i Nordisk Brødhus på Rantzausgade om københavnerlitteratur og lyd. Og så kom spørgsmålet Hvor har I mødt hinanden?, som i princippet er det mest uskyldige spørgsmål i verden, men hvad svarer man, når man har mødt hinanden på Tinder? Vi kiggede lettere febrilsk i hinandens øjne, og svarede i kor et langt øhhh. Stilhed.

For hvad er Tinder egenligt, når det kommer til stykket? En knalde-app, et kødkatalog, et klamydialotteri, en casual-kaffedate-generator? Kær app har mange funktioner. Så hvorfor skal jeg være pinlig over at finde kærligheden på Tinder, når jeg tidligere fandt kærester i byen, sent på natten efter utallige øl og drinks?

Senere på aftenen, da vi var kommet ud på åben gade, væk fra ferniseringen og kendte ansigter, snakkede vi. Hvad skal vi sige, når folk spørger? At vi mødtes ved køledisken i Netto?

Vi higer alle efter det romantiske øjeblik, hvor vi går nær Eiffeltårnet eller Colosseum og tilfældigt, nærmest som med et trylleslag støder ind i hinanden, og oplever det famøse kærlighed ved første blik. Tinder er bare ikke ligeså romantisk som Paris eller Rom. Tinder er fyldt med rådne fisk og falske profiler, og man skal fiske ihærdigt og ivrigt for at finde en med potentiale. Så hvorfor skal vi ikke være stolte over at finde hinanden på Tinder? Er det værre end byen, bodegaen eller boghandlen? Nej. Jeg er stolt, og jeg føler, at jeg skylder Tinder og min egen fisketeknik alt. Jeg har nemlig fundet hende, som jeg vil være sammen med, hende som gør mig glad. Tak, Tinder. Uden dig var der ingen Simone. Tak.”

Stadig min

Jeg elsker dig. Jeg savner dig. Selv når vi er sammen.
Og jeg mener det. Men samtidig er jeg nervøs for,
at jeg kun kan være den bløde humanist med hænder,
der ikke rører andet end gamle bøger og tastaturer –
jeg er bange for at sidde alene tilbage, kold, muggen, indebrændt og indædt.
Jeg vil være så meget mere end det. Jeg vil være din helt, din prins på hesten, din kunde, din chef, din master, mens du er min pige, min prinsesse, min luder, min sekretær, min slave. Jeg er så smålig, så patetisk. Og jeg ved det. Men det er kun fordi jeg er bange for at miste. Og i mørket ryster jeg som espeløv. Jeg kan ikke sove. Jeg vil ikke sove. Så længe jeg er vågen, er du stadig min.

sr2015/10

Kritikerskolen – Opgave 1

I forbindelse med min deltagelse i Politikens Debattør- & Kritikerskole, skal jeg skrive en række opgaver. Første opgave var et læserbrev på max 100 ord:

Hvor er visionerne?

Danmark er blevet et land, hvor flygtninge flygter fra politiet. Et land, hvor Enhedslisten i København opfordrer til civil ulydighed, når det gælder om at hjælpe flygtninge, mens Dansk Folkeparti vil have grænsebomme og mere kontrol. Er dansk politik blevet her og nu-løsninger? Og hvor er de visionære politikere med langsigtede planer? Der er i dag mere end nogensinde før behov for en helt ny politisk dagsorden, hvor politikerne igen tager ansvar, og ikke tyer til ‘nødvendighedens politik’ og evige lappeløsninger, i håbet om at undgå større vælgerflugt. Hvornår blev politikerne bange for den danske befolkning?”