Murakami-anmeldelse

Atlas»Murakamis gennembrud kom med den drømmelignende roman Hardboiled Wonderland og Verdens ende (1985, da. 2014), der med rette betegnes som en milepæl i forfatterskabet. Det samme gælder ligeledes Trækopfuglens krønike(1994, da. 2001) og trebindsværket 1Q84 (2009-10, da. 2011-12).

Murakami skriver hovedsagligt store, fyldige romaner, og netop det store format passer ham særdeles godt. Tempoet er altid skruet helt i bund. Fokusset er på de skæve, lidt stille personligheder, og stemningen og musikken ikke mindst. Fortællingerne er fyldt med magiske elementer og drømmeverdner, og melankolien har en stor placering i Murakamis tekstunivers.«

Læs hele anmeldelsen her!

Peitersen og Petterson

Peitersen og PettersonDet vrimler med bøger! De er her, der og alle vegne!

Jeg har netop i dag fået at vide, at min anmeldelse af Haruki Murakamis novellesamling Mænd uden kvinder vil være at finde på Atlas indenfor en uges tid, cirka. Det bliver godt, kan I tro!

Jeg har i mellemtiden fået to nye bøger i postkassen; Bue P. Peitersens Black box og Per Pettersons Aske i munden, sand i skoen, og jeg glæder mig til at kaste nogle ord efter dem. Disse anmeldelser vil med tiden drysse ud over Modspor.

Derudover er jeg startet på Politikens Kritikerskole, og har allerede skrevet den første skriveøvelse, et læserbrev, som jeg regner med at publicere her på siden inden alt for længe. Grüß Gott og hyg jer!

Mænd uden kvinder

Haruki Murakami Mænd uden kvinderJeg har fået en flotter sag ind af døren. Haruki Murakamis nyeste udgivelse, nemlig novellesamlingen Mænd uden kvinder, som udkommer på Forlaget Klim d. 8 september. Og denne samling skal jeg anmelde for Atlas, og jeg glæder mig! Følg med om et par uger, hvor jeg meget gerne skulle ha’ nået at skrive nogle bevingede ord herom.

Bagsiden siger:
Syv noveller, der handler om den svære kærlighed. Om ikke at kunne se og ikke kunne forstå den anden. Om at miste eller ikke kunne få. Almindelige hverdagsfortællinger, og så alligevel ikke. For katten forsvinder, månen er af is – og i den sidste novelle vendes Franz Kafkas “Forvandlingen” på hovedet, og vi oplever en skæv og uforbeholden kærlighed.

Haruki Murakami bevæger sig som altid frit mellem det realistiske og det groteske, og selv omtaler han denne bog som “en række historier, der behandler ensomhed og isolation og forsøger at få fat på, hvad disse tilstande – som de fleste jo kender til – betyder på et følelsesmæssigt plan.”

Om at anmelde

Setup:

  • Kaffe, gerne en kandefuld
  • Nogenlunde ro, måske noget jazz i baggrunden, helst noget Miles Davis
  • Gerne aften, i lys fra laptop og skrivebordslampen

Det er angstprovokerende at anmelde. Så er det sagt. Men det er ligeledes fantastisk. At være een af de få førstegangslæsere, der skal beskrive værket for alle de andre. Jeg elsker det. Simple as that.

Hver gang jeg står foran en anmelderopgave, er jeg blank. Jeg har læst værket en, to, tre gange. Forskellige steder; derhjemme, i offentlig transport til og fra arbejdet, og på en bænk et sted i naturen. Men alligevel er jeg blank. For hvordan starter man? Hvad skal det ende med? Det eneste jeg ved, når jeg begynder, er, om jeg kan li’ ordene. Siger de mig noget. Er det æstetisk udført. Glimter ordene eller er de det rene makværk. Jeg håber altid på det første.

Nå, men jeg sidder med blankt dokument foran mig. Så hvordan starter jeg?

Jeg begynder bare at skrive. Om hvad? Om hvad jeg laver. Klokken er 21.37, jeg sidder i Københavns Sydhavn, foran mig ligger XY skrevet af NN … blah-blah-blah …

På et tidspunkt rammer den, så kommer de rigtige ord ud, de fuldgyldige betragtninger, følelserne. Og så er alt andet ligegyldigt. Jeg retter til, retter ind og sletter. For hvert ord der består har jeg måske slettet ti, måske femten.

Jørgen Leth beskrev det bedst:

man skal skrive en masse lort
hver eneste gang
inden man måske når frem
man skal være helt stille
man skal igennem det at være
præcis så dum”

Udsnit fra Hælder alting ud,
fra digtsamlingen Billedet forestiller, 2000.

Anmeldelse – RØNTGEN af Daniel Boysen

“På en bænk på Mozarts Plads. Det er her jeg sidder. Men jeg er mange andre steder. Gennem siderne fører Daniel Boysen mig mange steder hen. Jeg oplever ensomhed og angst, kærlighed og glæde. Jeg er alle andre steder end lige her. Jeg hører musik for mit indre, og folk kigger undrende på mig, mens jeg rytmisk vipper foden til en indre symfoni.”

Jeg har anmeldt Daniel Boysens nye digtsamling. Læs hele anmeldelsen her!