Anmeldelse & skriv

Jeg. Ethvert godt blogindlæg starter sådan. Jeg. Alterego. Alt er ego. Nå. Så blev det maj, og jeg har i den seneste tid, efter Karl Oves Min kamp, været en anelse stille. I hvert fald her på bloggen. Jeg ved det. Men jeg har den seneste måned skrevet en masse nyt, som er kommet ud alle andre steder end her. Der er således nye anmeldelser på VINK, samt nye digte/kortprosatekster, og så var jeg iøvrigt ude i onsdags og afprøve nogle nye ord til arrangementet Ord på Flisen i København – hvor jeg også er at finde sidste onsdag i maj.

Litteratur

VINK
mellem alt det røde (digt, marts 2015)
Noget med at være til (kortprosa, april 2015)

Et digt om dagen, blog af Kristine Sejr
i stilhed nær torvet (digt, april 2015)

Anmeldelser

VINK
Håndkraft – en lige højre af Leif Achton-Lynegaard (april 2015)
Hvordan det føles at være et spøgelse? af Christian de Groot-Poulsen
 (april 2015)
Kære Nicolai af Sine Simonsen (april 2015)
Noget ukendt af Marie Trappehave (april 2015)
Albatros af Erik Sandgreen (april 2015)

Læs den fulde produktionsliste under Øvrige publikationer.

“L” af Erlend Loe

Det er snart jul. Jeps, den er god nok. Kan du ikke mærke det? Julestemningen har hængt i luften (og i Magasin) i den seneste måned til to. Men selvom det er jul, så er det ikke just en julebog, som er månedens litterære anbefaling fra min hånd. Det er derimod romanen L af Erlend Loe.

Erlend Loe LL er en underfundig og humoristisk fortælling om en ekspedition bygget på en spændende, dog lidt løs teori. Romanen er selvbiografisk, eller det vil sige, at Erlend Loe har bygget fortællingen op om sin egen person, den dengang 29-årige Erlend, stor og stærk. Erlend mener ikke, at han endnu har opnået noget særligt. Han har ganske vist bygget en væg på 17 kvm., men hvad er det i forhold til andre mennesker? Han har ikke gjort noget for sit land. Han har ikke bidraget til kæmpernes fødeland. Men en dag, da han prøver sine nye skøjter, får han pludselig en tanke: Kunne de polynesiske øer i sin tid være blevet befolket af sydamerikanere, som tog den på skøjter hen over et islagt Stillehav?

Erlend mener selv, at hans migrationsteori holder stik, og han beslutter sig herfor at lave en ekspedition, der kan bevise hans teori. Fortællingen herom rummer alt; kærlighed (eller mangel på samme), finansielle spørgsmål, udvælgelsen af ekspeditionsmedlemmerne, og ikke mindst de tanker, som sker langt ude på en meget lille ø ude i Stillehavet.

Det er således fortællingen om en ambitiøs norsk ekspedition, som drager til den anden side af jordenkloden for at bevise en hidtil overset migrationsteori. Og med Erlend Loes sikre skrivestil er der lagt i ovnen til underfundigheder, skøre tankemønstre og ikke mindst en god portion humor. Og netop humoren er det, som binder denne fortællingen sammen. Men bag selvsamme humor gemmer sig en litterær begavelse uden sidestykke. Erlend Loe har med L skrevet sig ind i den norske historie, og har (for mit vedkommende) sat landet på det litterære verdenskort. Så inden det bliver jul og boghandlerne og bibliotekerne lukker, så ta’ hen og find romanen. Den skulle have været min juleferiebog, men ak. Siderne åd sig selv. En ægte page-turner.

“Rosens navn” af Umberto Eco

Det er umådeligt koldt uden for. Det trækker fra vinduerne, og mine stearinlys kan knapt stå stille for vinden. Men hvad er så bedre end at krybe i skjul under dynen med en fabelagtig roman? Jeg har et bud på din vinterroman i år: Rosens navn af Umberto Eco.

Rosens navn Umberto Eco

Der er nok flere, som kender titlen fra filmverdenen, hvor Sean Connery i The Name of the Rose (1986) portrætterede den underfundige detektivmunk, William fra Baskerville. Romanen, som filmen er baseret på, er skrevet af den italienske forfatter, semiotiker og filosof, Umberto Eco.

Handlingen er på en måde utrolig simpel og umådelig kompleks samtidigt. Vi starter med, at franciskanermunken, William fra Baskerville, ankommer sammen med sin lærling, Adso, til et abbedi i middelalderens Italien. Der er øjensynligt sket et mord på en munk, og abbeden Abbone beder William om hjælp til opklaringen af dette mulige mord. Hvad er der sket? Dagen derpå dør endnu en munk, og så er der spænding for alle pengene.

Mange vil hævde – og med god ret – at Rosens navn er en middelalderkrimi. Men den er så meget mere end det; historien er spækket med filosofiske betragtninger og overvejelser, og fuldt med Umberto Ecos store indsigt i litteraturens verden. Herudover er den samtidsfaktuel med et historisk indblik i konflikten mellem paven og kejseren, og sidst, men bestemt ikke mindst, er Rosens navn en ulykkelig kærlighedshistorie mellem to unge individer, som ikke ved hvilke ben, som de skal stå på.

Rosens navn, som udkom første gang i 1980, er bestemt ikke nogen let sag at komme igennem. Den kræver noget af sin læser, den vil noget mere end bare fortælle. Den vil oplyse. Og dette formår Umberto Eco til fulde. Det kan have sine fordele, hvis man kan sin Aristoteles, omend det langt fra er et krav for at kunne følge med. Det er dog fascinerende, hvor dygtigt Eco formår at indskrive filosofien på lige fod med kærlighed såvel som mord.

Så hvis du mangler en lille mursten til vinteraftenerne, så ta’ på biblioteket eller i boghandlen og find Rosens navn – og ja, historien er langt bedre på bog end film – omend jeg også er vild med filmen, men nok mest på grund af Mr. Bond i rollen som William fra Baskerville.

Carter Brown: harlequin til mænd!

Det regner! Har du opdaget det? Det pisser ned, og søndagen er over os. I dag skal man ikke andet end at slænge sig på sofaen, hive en bog ned fra reolen og bare læse løs. Det er en plan, som virker hver gang. Med statsgaranti!Carter Brown

Og taler jeg om harlequin-bøger til mænd? Hvad er det nu for en størrelse? Er det Fifty Shades of Gray, bare til mænd? Svaret er nej. Nej, det er det ikke. Det er til gengæld pulp fiction med umådelig mange mord og masse af sex indblandet.

En af mestrene inden for genre var Alan Geoffrey Yates, som i efterkrigstiden blev et litterært fænomen. Han skrev westerns under pseudonymet Todd Conway, kærlighedshistorier og science fiction under hhv. Caroline Farr og Paul Valdez. Det var dog under pseudonymet Peter Carter Brown, senere blot Carter Brown, at han fik sit internationale gennembrud, som hårdslående pulp fiction-forfatter.

Ganske kort skal det nævnes, at Carter Brown har solgt mere end 120 millioner bøger på verdensplan, og det skulle eftersigende kun være Biblen, som er blevet oversat til flere sprog end Carter Brown-serien. Populariteten omkring forfatteren og hans værker medførte såvel radiospil, tegneseriehæfter, tre franske film, en japansk tv-serie, samt en fransk litterær pris for “The most whiskies drunk in a single novel“.

– Til helvede med det! sagde jeg da telefonen ringede. Jeg fortsatte med det, jeg var ved.
– Ah! sukkede blondinen og spandt som en kat. – Det skulle du ikke gøre.
– Det gør jeg heller aldrig, sagde jeg.
– For en, der aldrig gør det, må man sige, at du gør det godt, mumlede hun. Så sagde hun ah! igen. Lyden døde hen dybt ned i hendes hals.
– Jeg talte om at tage telefonen, sagde jeg sandfærdigt. – I øjeblikke som dette spørger man sig selv, hvorfor ham Bell overhovedet gad rode med det stads.

Sådan åbner Carter Brown for godterne i Den hængte blondine (dansk oversættelse, 1961), hvor hovedpersonen, politiløjtnant Al Wheeler, igen har hænderne fulde. Ikke blot med kvinder, men så sandelig også med mord og gåder. Udover politiløjtnanten, som uden sidestykke er Carter Browns foretrukne hovedperson, har han også udgivet bøger med blandt andre Rick Holman, privatdetektiv i Hollywood, og Danny Boyd, New Yorks skarpeste privatdetektiv, i hovedrollerne. Fælles for dem alle er, at de som hovedregel er på mellem 120 til 150 sider lange, og oser af sex. Historierne spænder fra kidnapningssager til mordudgydelser.

Ligesom harlequin-bøgerne er Carter Browns udgivelser letlæselige og uhyrlig nemme at komme igennem. I perioden 1953-68 udgav Carter Brown cirka 150 krimiromaner, hvilket svarer til omtrent 10 romaner årligt. Der er således tale om en form for samlebåndsarbejde fra forfatterens side, hvilket bøgerne selvfølgelig også bærer præg af. Men ligeså let, som Carter Brown skrev dem, ligeså let er læsbarheden. Underholdningsværdien ligger dog ingenlunde under for overstående faktum.

Du kan sikkert finde en eller to Carter Brown-bøger  for en slik i et antikvariat nær dig. Og det synes jeg, at du skal gøre.

“Den unge Werthers lidelser” af Goethe

Efteråret har meldt sig. Eller har den? Udenfor skinner solen livligt og lader som om det er forår. Denne måneds litterære anbefaling er Den unge Werthers lidelser, som jeg tidligere har skrevet om på Kultur22.dk, men jeg tænkte, at også I skulle få glæde af denne klassiske, romanatiske roman.
Den unge Werthers lidelser
Den unge Werthers lidelser er skrevet i brevform af Johann Wolfgang von Goethe, og blev udgivet første gang i 1774. Bogen handler i alt sin enkelthed om den unge Werther, som forelsker sig i den smukke Lotte. Hun er imidlertid forlovet med den fornuftige Albert, men mens denne er bortrejst, udvikler Werther og Lotte et nært, platonisk forhold til hinanden.

Da den bortrejste Albert endelig vender hjem ændres situationen drastisk. Lotte, som presses af Albert, må til sidst forklare Werther, at de ikke længere kan ses. Dette bliver et hårdt slag for den unge Werther, som beslutter at tage livet af sig selv.

Romanen fik i sin tid stor betydning for den europæiske ungdom, og Werther-feberen kan ses som det første egentlige ungdomsoprør i verdenshistorien. De gamle dogmer – og især den rationelle fornuft – blev sat i baggrunden for følelserne og lidenskaben. Det er således et opgør med autoriteterne, og Werther er et klassisk eksempel på en ægte ungdomsegoist, som sætter egne behov frem for andres. Og da disse ikke bliver opfyldt, er den eneste udvej døden.

Den unge Werthers lidelser blev angrebet hårdt af gejstligheden, da de påstod, at mange selvmord blev begået på bagrund af hovedpersonens ulyksalige tanker og handlinger. Efter et markant kirkeligt pres blev romanen forbudt flere steder i Europa, herunder i København.

Selve sproget i romanen kan kræve en del tålmodighed af læseren. Det er højstemt, malende og ikke mindst meget poetisk, især i beskrivelsen af den unges Werthers tanker:

Jeg ved ikke, om koglende aander svæver over denne egn eller om den hede, himmelske fantasi, som gør alt her omkring saa paradisisk for mig, om den bor i mit eget hjerte.

Trods romanens højstemte sprog, er det stadig en roman, som kan og skal læses i dag. Det er en dannelsesromane uden sammenligning.

Den danske forfatter Frank Jæger har fortrinligt oversat værket til dansk. Nærværende læste version er udgivet på Hernovs Forlag i 1991, og fylder godt 175 sider.