Første anmeldelse på metrord.dk

Alice, kattten og den meget hemmelige agentJeg har netop sendt min første anmeldelse på MetrOrd.dk ud på nettet – det blev kortromanen Alice, katten og den meget hemmelige agent af René Aubertin (aka Erik Hansen), som kan læses her!

Kender du nogen, som kunne trænge til en anmeldelse? Måske dig selv? På MetrOrd.dk lyder opfordringen således:

Kære Forfatter og mikroforlag!

Du behøver at blive anmeldt, så du er kommet til det rette sted.

Kontakt én af nedenstående forfattere og afvent svar.

Får du svar, send 1 bog, biografi, pressemeddelelse og angiv om du er debutant og/eller selvudgiver. Materiale bliver ikke returneret.

Vi satser overvejende på litteratur fra selvudgivere og mirkoforlag – den smalle, den krævende, den personlige, den lokale, den mentale, den meget følsomme, den langsomme, den begyndende, den farlige, den skæve, litteraturen, der ikke passer i lænker eller i etablissementets spotlight. Litteraturen, som de etablerede medier ikke kan finde ud af at anmelde.

Interesseret? Så kast mig gerne en besked.

kh, sr

“Post Office” af Charles Bukowski

Ifølge Den danske Folkekirke er påskelørdag egentlig ”Herrens store hviledag”, altså dagen, hvor Jesus lå i gravens mørke. Om lørdagen lå alt således stille. Alt. Det kan man ikke sige om det danske samfund, som i dag står på den anden ende, fordi alle og enhver tror, at to yderligere lukkedage vil bringe hungersnød over det ganske land. Hvis du er een af dem, som ikke orker indkøbsræset, så vil jeg her anbefale dig en roman. Og hvilken een – Charles Bukowskis Post Office!

Post Office af Charles Bukowski

Den overvejende del af Charles Bukowskis forfatterskab er digte, men han er immervæk nok mest kendt for sine romaner, som i overvejende grad omhandler hans selvbiografiske karakter Henry “Hank” Chinaski.

Chinaski fungerer i praksis som Bukowskis alter ego, og som forsøger at kombinere rollerne som drukkenbolt og ludfattige, dog kæmpende digter. Bukowskis nok kendteste romaner er henholdsvis Factotum (1975) og Hollywood (1989), som siden er blevet filmatiseret med Matt Dillon og Mickey Rourke i hovedrollerne. I dag skal det dog kort handle om hans debutroman Post Office (1971), hvor Charles Bukowski skrev sig ind i en tradition, som vi den dag i dag kender som beatgenerationen.

Post Office følger vi Henry Chinaskis oprør mod det amerikanske samfund, hvor han bevæger sig på skyggesiden af selvsamme samfund, med alkohol i blodet. Charles Bukowski får i romanen belyst den mere dystre side af det menneskelige sind.

Henry Chinaski er den ubestridte mester i problematiske forhold. Hvis det ikke er med chefen – Mr. Johnstone, så er det på hjemmefronten, hvor han lever sammen med Betty, som ligeledes er mere end glad for alkohol. Chinaski og Betty drikker så det basker, og det er mere reglen end undtagelsen, at de møder tømmermændsbefængte på arbejde, til tider er de endda stadig stangstive.

Chinaski har yderst svært ved at indordne sig postkontorets ordensregler, og igennem fortællingen ses en stadig voksende livslede. En dag bliver han bedt om at forlade hjemmet, hvilket han gør; han efterlader alle sine ting til Betty, han finder et nyt sted at bo. Eller nyt og nyt – et ildelugtende sted, hvor han for alvor kan leve isoleret.

Uden at komme længere ind i romanen, så er det en fortælling om Chinaskis op- og nedture. Til tider sejler det hele, men Chinaski går aldrig under. Som en korkprop flyder han (med den stadige stigende alkoholmængde i blodet) oven vande.

Ja, romanen er jo ikke just positiv, og det er ikke for den fine, opmuntrende fortælling, at man skal give sig i kast med Post Office. Det er derimod for Bukowskis helt igennem exceptionelle skrivestil, som rammer en nerve, som jeg ikke har set nogetsteds før eller siden. Bukowski har med Post Office formået at skrive dialoger, som er så skarpe, at man nærmest kan skære sig på dem. Og i den forbindelse vil jeg på det kraftigste anbefale, at man finder nærværende roman på originalsproget – det umådelige lækre amerikanske sprog, som Bukowski udnytter til fulde.

“Jeg er tosset efter dig eller Mordet på Cuxton slot” af Jens August Schade

Dagen i dag, d. 19. marts, er lidt speciel. Det er ikke blot dagen, hvor filmen Fucking Åmål (1998) havde premiere i Danmark, ej heller blot Dr. Livingstones, Dan Turèlls og Philip Roths fødselsdage. Nej, det er såmænd også min. Og hvilken een. To tal, som trækker sig længere og længere væk fra hinanden, og tættere på de tredive. Ja, ja. Seksogtyve er ingen alder, og jeg kan stadig nå at dø som syvogtyveårig. Ligesom alle de andre før mig.

Jeg er tosset efter dig eller Mordet på Cuxton slotNå, men det var Schade, vi skulle tale om; skibonit-københavneren Jens August Schades mest kendte bog er vel nok romanen Mennesker mødes og sød musik opstaar i hjertet (1944). Året efter udkom dog efter min mening een af Schades allerfineste romaner, nemlig Jeg er tosset efter dig eller Mordet på Cuxton slot (1945).

Undertitlen skal man ikke lade sig narre af. En greve er blevet myrdet af din tjener, men sagen er dog ikke så ligetil. Spørgsmålet er nemlig, hvem der fik hvem til hvad udelukkende gennem tankens kraft? Lyder det spøjst? Det er Schade.

Jeg er tosset efter dig eller Mordet på Cuxton slot er ingen almindelig kriminalroman. Det kunne ligesåvel have været en hvilken som helst anden begivenhed, som havde sat skub i historien. Mordet er på sin vis underordnet. Det er til gengæld en fortælling om erotikken mellem mennesker. En dybt poetisk roman, hvor man kan trækken tråde fra (hvis man er kender af) Schades digte. Romanen trænger således dybt ned i det menneskelige sjæleliv, ikke som en freudiansk psykoanalytiker, men derimod som opdagelsesrejsende – skal du med?

“Trækopfuglens krønike” af Haruki Murakami

Trækopfuglens krønike

Ved første øjekast kan Trækopfulgens krønike virke som en uoverskuelige satan af en roman med sine 635 sider. Og det bliver ikke bedre af bogens tykkelse, som mere minder om mursten end spændende litteratur. Men lad dig ikke narre. Den japanske succesforfatter, Haruki Murakami, som til tider bliver nævnt som potentiel nobelprismodtager i litteratur, modtog allerede med sin tredje roman, En vild fårejagt (1982, på dansk 1996), den prestigefyldte japanske litterære pris, Noma-prisen. Hans mest omtalte og nok bedst solgte roman udkom i 1994, på dansk 2001 på forlaget Klim.

Trækopfulgens krønike handler i meget forenklede træk om Toru Okada, som lever et yderst stilfærdigt liv i Japan med sin kone, Kumiko. Okada har førend historiens begyndelse opsagt sit arbejde på advokatkontoret, og passer derfor nu hjemmet og parrets kat, mens konen arbejder som redaktør på et forlag. Men en dag forvinder først katten, siden er konen ligeledes sporløst forsvundet. Hun tager på arbejde en morgen for aldrig mere at komme hjem. I Okadas desperate søgen efter sin kone, kommer han i kontakt med såvel stærke som skrupelløse kræfter i det japanske samfund. Undervejs får Okada hjælp og vejledning fra en dødsfikseret teenagepige, to synske søstre, samt en gammel soldat.

Selve handlingen i Trækopfulgens krønike lader sig ikke uden videre referere, da der er tale om en fortælling, hvor historier og beretninger blandes i et væk med mystik og virkelighed. Hvad er virkeligt og hvad er blot tanker og fantasi? Romanen er med rette blevet genrebestemt til at være magisk realisme. Intet andet kan omfatte denne fortælling.

Selvom Haruki Murakami er meget vestligt orienteret, da kan Trækopfulgens krønike sagtens betegnes som en japansk dannelsesroman, hvor jeg-personen, Toru Okada, drages ind og ud af virkeligheden og den japanske underverden, for at finde Kumiko og sig selv.

Som tidligere nævnt, så skal man ikke lade sig skræmme af romanens længde. 635 sider er en moppedreng, javist, men Murakamis sprog er så let og ligetil, at man nemt lever sig helt ind i Okadas kamp for at bryde gennem mørket. Trækopfulgens krønike er en gigantisk roman, hvor filosofi, historie, psykologi og kunst binder fortællingen sammen på fortryllende vis. Romanen er med rette Haruki Murakamis hovedværk! Dog skal man ikke glemme eller lade sig snyde for hans seneste udgivelse, 3-bindsværket 1Q84, som ligeledes blander realismen med magien.

“En Gæst” af Soya

En Gæst er en satirisk roman om den tyske besættelse. På samme tid er det den underfundige fortælling om en næsten to meter lang ørentvist, som tyranniserer familien Jensens hverdag.Soya - En Gæst

En varm sommerdag dumper en ørentvist ned i familiens Jensens smørkrukke. Moren vil slå den ihjel, men den fjortenårige søn Niels, som er interesseret i dyr, får af sin far lov til at anbringe ørentvisten i et terrarie. Ørentvisten vokser godt til, og bliver større fra dag til dag. Inden længe er den næsten to meter lang, og har udviklet sig til et tyrannisk væsen, der bevæger sig frit rundt i huset, som medbringer den ene ulykke efter den anden. Familien gør dog ikke noget. De ser passivt til, mens skadedyret får lov til at dominere og te sig som den vil. Ørentvisten er jo en videnskabelig sensation med sine næsten to meter. Mens den bliver større og større, og mere og mere dominererende, da krakelerer familien Jensens livsmønstre, som isoleres mere og mere.

En Gæst blev den første danske bog, som blev forbudt under den tyske besættelse. Redaktøren for B.T., Kai Berg Madsen, omtalte fortællingen i avisen, og den blev dér – ikke med urette – fortolket som en allegori over Nazitysklands besættelse af Danmark. Bogen blev beslaglagt, mens såvel forfatteren som forlæggeren blev sigtet. Sagen kom for Byretten, senere anket til Landsretten, hvor den oprindelige byretsdom på 60 dages fængsel blev nedsat til 30. Disse afsonede Soya i Vestre Fængsel. Soyas holdning til besættelsesmagten fik yderligere konsekvenser for ham, da han en kort tid blev interneret i Horserødlejren, udsat for tyske likvideringsforsøg og flygtede senere til Sverige.

Soya var indehaver af en utæmmelig lyst til provokation, så det var ikke så underligt, at fortællingen om En Gæst blev læst med de samfundskritiske briller, især når man tænker på udgivetsåret; 1941. En Gæst kan dog sagtens læses som historien om den ondskab, som bor i os alle, og som pludselig kan vokse sig stor og farlig.

En Gæst er første gang udgivet på Carit Andersens Forlag. Fortællingen er på 140 sider, og findes i udgaver med et 50 siders efterskrift om udgivelsen og den problematik, som den bragte med sig.