“Hjælp, det er jul!” af John Grisham

Hjælp, det er jul! af John Grisham

Nora og Luther Krank har netop sendt deres datter, Blair, afsted til Peru, hvor hun skal lære små børn at læse. Det bliver ægteparrets første jul uden deres datter i hjemmet, hvilket især tager hårdt på Nora, som bekymrer sig meget for datterens velbefindende. Hendes mand opdager til sin gru og rædsel, hvor mange penge familien egentlig bruger hvert eneste år på julen. Hvad man dog ikke kunne gøre for disse penge. Luther får en idé – at droppe julen, bare et enkelt år, nu hvor deres datter alligevel er udenlands. Parret Krank trænger så grueligt meget til et krydstogt.

Luther planlægger og bestiller rejsen med afgang d. 25. december, og så skal parret bare nyde, at de i år slipper for al julestressen. Intet juletræ, ingen juleindkøb, ingen firmajulefrokost, ingen julepynt hverken uden- eller indendørs, og ikke mindst ingen Frosty, vejens julemaskot (som alle naboerne har på taget i julemåneden).

Men som vi alle ved, så er dét at undgå jul næsten så godt som umuligt. Luther har dog planlagt det hele, men intet går efter planen. Det viser sig nemlig hurtigt, at man ikke bare kan bestemme sig for at droppe julen. Alle i parrets omgangskreds fejrer julen med alt hvad dertil hører. Og ingen i omgangskredsen viser nogen egentlig forståelse for parrets planer.

Hjælp, det er jul! er en såvel satirisk og charmerende måde at sætte julen i et andet perspektiv. John Grisham, som ellers er kendt for spændingsromaner såsom Firmaets mand (The firm) og Pelikan Notatet (The Pelican Brief), begge filmatiseret, har med Hjælp, det er jul! vist, at han også formår at skrive humoristisk.

Hjælp, det er jul! udkom i 2001, og blev i 2004 filmatiseret under navnet Christmas with the Kranks med  Jamie Lee Curtis og Tim Allen i hovedrollerne, som ægteparret Krank.

“Poetry in (e)motion” af Scroobius Pip

Selv som garvet læser, kan det at læse digtsamling efter digtsamling hurtigt blive en lidt kedelig affære. Ikke indholdet, men selve udseendet bliver tit det samme om man læser Bukowski eller Ditlevsen.

Poetry in (e)motion, forside

Den britiske poet David Meads, kaldet Scroobius Pip efter Edward Lears klassiske digt af (næsten) samme navn, har dog lavet en digtsamling af dimensioner. Teksterne i Poetry in (e)motion er såvel åbenhjertelige som uhøjtidelige, friske som provokerende. Og så er de endda illustrerede. Bogen tog sin egentlige begyndelse som en illustrationsudfordring fra Scroobius Pip til sine MySpace-tilhængere, og de tilbagemeldinger, som er medtaget i nærværende digtsamling, er ligeså eklektiske som teksterne selv, som spænder fra overvejelser om selvmord til den mere surrealistiske tekst Waiting for the beat to kick in, hvor Scroobius Pip vandrer gennem en mystificeret udgave af New York.

Poetry in (e)motion er egentlig et genoptryk af ti af Scroobius Pips sange, visualiseret af et udvalg af talentfulde kunstnere. Nogle af teksterne tager et komisk udspring, mens andre løste udfordringen gennem tegneserielignende illustrationer (fx 1000 words, illustreret af Anthony Gregori og Michael Spicer). Flere af nærværende tekster kan findes på Scroobius Pips hip hop-albums Angles (2008) og The Logic of Changes (2010), hvor Daniel Stephens, kaldet dan le sac, har leveret musikken. På disse spoken word/hip hop-plader står det klart, at Scroobius Pip er brite, og med hans tydelige Essex-dialekt får man straks associationer til eksempelvis The Streets.

Førend hver af de ti digte, som samlingen byder på, præsenterer Scroobius Pip selv den enkelte tekst. Dette tager gerne udgangspunkt i teksternes oprindelse og de spørgsmål og overvejelser, som teksterne stiller. Disse præsentationer er en kærkommen lejlighed til at komme ind under huden på den yderst talentfulde britiske digter, og uanset om man er tilhænger af Scroobius Pips spoken word/hip hop-agtige stil, da er det umuligt ikke at blive slæbt med ind i et univers, hvor hans ubestridelige talent og ånden bag indie-bidragsyderne huserer.

“Stormland” af Hallgrímur Helgason

“»Satans til forbandede kraftidioter,« bandede Bøddi for sig selv, idet han gik ud på parkeringspladsen foran Skolen for Gymnasiale Uddannelser. »Forbandede bløddyr hele bundet.« Skolebestyrelsen havde truffet afgørelse i hans sag. Bødvar H. Steingrimsson havde haft sin sidste undervisningsdag på SGU.“

Stormland

Sådan begynder Hallgrímur Helgason, nok en af Islands mest kendte forfattere, sin roman Stormland. Bogens hovedperson er den netop fyrede gymnasielærer Bødvar H. Steingrimsson, blot kaldet Bøddi. Han er født og opvokset i Sauderkrok ved Skagafjord i huset kaldet Stormland. Bøddi er efter ti års studier i Tyskland en åndens mand, som hader det moderne forbruger-samfund som pesten. Han klager sin nød over den islandske kultur i almindelighed og den vestlige i særdeleshed.

Bøddi er en sur mand. Han hader den moderne civilisation med dens ligegyldige popkultur. I stedet mener han, at alle burde som Bøddi selv nyde de klassiske, specielt højtyske kulturdyder. På sin webblog raser Bøddi over alt og alle i lærde vendinger, som selvfølgelig skaffer ham mange fjender i det lille øsamfund.

Efter Bøddis mening er den vestlige civilisation på afgrundens rand. Han mener, at vi er ved at fordumme os i sådan en grad at lærde og den vigtig lærdom er på en samfundsmæssig deroute. At folk ser reality i stedet for at læse Kant. At de hører ligegyldig popmusik i stedet for at nyde Brahms eller Beethoven. At samfundet fordummer simpelthen sig selv i en sådan grad, at Bøddi til sidst – efter en lang række utrolige begivenheder, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her – rider til hest mod Reykjavik for at udråbe revolution midt i primetime.

Da jeg for nogle år siden første gang læste Stormland, var det noget af det mest veloplagte, jeg længe havde læst. Romanen er simpelthen en energiudladning af bedste skuffe. Hallgrímur Helgason har med en såvel samfundssarkastisk som hverdagshumoristisk hånd skrevet en yderst velfungerende roman, som tager sin læser med storm. Man bliver indfanget i Bøddis altoverskyggende samfundsengagement og frådende indfald mod dets borgere og forbrugere. Gennem Bøddis vanvid og romanens groteske personskildringer lurer en nerve af idealistisk alvor, som røber Hallgrímur Helgasons egentlige budskab.

Stormland blev i 2007 indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og efter egen ydmyge mening burde den havde fået prisen. Jeg mindes ikke at have læst en roman, som har været så skarp såvel sprogligt som indholdsmæssigt længe.

Stormland er i Danmark udgivet (ved Kim Lembek) på forlaget Aschehoug i 2007, 446 sider.

Dashiell Hammett: Voldens teolog

Red Harvest af Dashiell HammettSamuel Dashiell Hammett debuterede i 1929 med en krimiroman. Han havde næppe regnet med, at værket skulle blive skelsættende for en helt ny måde at beskrive såvel mord som vold på. Hammett har i sin eftertid inspireret mangt og mange, herunder Raymond Chandler og danske Dan Turèll. Selvsamme Turèll har siden betegnet Dashiell Hammett, som værende Voldens teolog.

Hammett forlod skolen i en alder af 14 år, og arbejdede herefter med alt fra landbrug til primitiv jernbanearbejde. I en perioden på syv år, 1915-1922, var han ansat i Pinkerton National Detective Agency. Op igennem 1920‘erne skrev Hammett hele 32 noveller om den navneløse detektiv, kendt som the Continental Op, som udkom via magasinet Black Mask. Den første novelle udkom i 1922 (The Road Home), mens hans senere kendte værker Rød høst (Red Harvest), Ridderfalken (The Maltese Falcon) og Den tynde mand (The Thin Man) udkom i henholdvis 1929, 1930 og 1934.

Rød høst er siden 1929 udkommet under et væld af nye navne og i flere forskellige medier. Herunder i forskellige bog- og filmformater. I Rød høst ankommer vores navneløse detektiv, the Continental Op, til minebyen Personville, kaldet Poisonville af dets beboere. Med et indbyggertal på omkring 40.000 står Rød høst i klar kontrast til andre krimiromaner fra samtiden, som ofte foregik i Los Angeles (Raymond Chandlers Philip Marlowe-bøger), San Franscisco eller New York (Hammetts egne bøger om detektiverne Sam Spade og Nick Charles). Dette er der i det mindste en god grund til; Poisonville ejes af en og kun en mand, Elihu Wilsson.

Bykongens redaktør-søn bliver skudt, og Elihu hyrer the Continental Op til at opklare mordet. Desuden hyres han til at rydde gevaldigt op i byen, hvilket er hårdt tiltrængt efter en del arbejdskampe mellem minearbejderne og hired thugs, hvor sidstnævnte har overtaget byen. Poisonvilles byråd er blevet erstattet af tre gangstere, henholdvis Pete the Finn, med speciale i spritsmugling, gambleren Whisper og ikke mindst pengemanden Lew Yard. Bogens superskurk er dog ingen af de ovennævnte, men derimod byens gennemkorrumperede politichef, Noonan. For at modstå og bekæmpe disse skurke må vores navneløse detektiv indgå flere forskellige alliancer og spille hverandre ud mod hinanden.


Romanen igennem er bogens femme fatale, Dinah Brand, the Continental Ops evige støtte. Hun er specialist i farlige informationer, hvilket vores navneløse detektiv bruger til at spille de forskellige skurke ud mod hinanden, hvorved alle Poisonvilles ledende gangstere (og en hel del andre – heriblandt 20 navngivne) bliver dræbt. Af byens forskellige slyngler overlever kun bykongen, Elihu Wilsson. The Continental Op vender herefter tilbage til San Francisco, hvor han kom fra.

Rød høst, som Hammetts andre værker, er i forhold til sin samtids øvrige litteratur spækket med såvel vold som blodsudgydelser. Det er det onde og korrupte i den enkelte, som Hammetts især får beskrevet, og dette sker med en sådan nerve, at man til tider kan miste troen på menneskeheden. Dashiell Hammett redder dog sine (som hovedregel mandelige) læsere med sine nøgterne beskrivelser af selvsamme voldsudgydelser. Hammetts værker kan den dag i dag stadig læses, og kan findes antikvarisk for en slik landet over.

Som en sidebemærkning kan man også fornøje sig med Dan Turélls tekst Rød høst, en hyldest til Dashiell Hammett, med musik af Halfdan E – Rød høst af Dan Turéll + Halfdan E

Kulturspotter på Kultur22

Kultur22Fra og med september 2013 er jeg blevet tilknyttet Kultur22.dk. Websitet er hjemstedet for “en kreativ og skæv blog formet af en række kulturspottere, der lever og ånder kultur af enhver slags.”

På denne blog vil jeg for fremtiden bidrage med indlæg om litteratur og oplæsninger, samt enkelte indlæg om musik og anden scenekunst.

Første indlæg fra min hånd blev således om den norske forfatter Erlend Loes debutroman fra 1993, Kvinden flytter ind.

Læs med her: Oppe i Norge går en mand i svømmehal