“MORD-serien” af Dan Turèll

Den danske forfatter og digter Dan Turéll kastede sig i 1980‘erne over et noget overraskende projekt. Den ellers eksperimenterende Turéll udgav i 1981 krimiromanen Mord i mørket, som sammen med elleve øvrige bind udgør den nu berygtede MORD-serie.
Dan Turèll - MORD-serien

I tolv bind følges den navneløse freelancejournalist for en fiktive københavneravis, med speciale i kriminalsager. Dette gør ham skiftevis populær og mindre populær hos Bladets redaktør, Otzen. Som hovedregel er vores navneløse journalist yderst villigt hos Otzen, hvilket til dels skyldes, at han i hvert bind står ansigt til ansigt med fem-seks mordofre, som munder ud i underfundige forsideartikler til netop Bladet. Vores navneløse journalist er enddog til tider så tæt på sagernes begivenheder, at det er ham, som finder ligene eller er sågar vidne til mordene.

Igennem MORD-serien mærker man tydeligt, at Turèll lod sig inspirere af såvel Raymond Chandler som Georges Simenon. Som Chandler er Turèlls fortællinger både fandenivoldske og sprængfyldt med sort humor. Vores navnløse journalist er på overfladen en desillusioneret enegænger, men bag det kyniske ydre skjules hans idealistisk tro på det gode i menneskene omkring ham. Ligesom Simenon er Turèlls miljøskildringer både omhyggelige og yderst levende, som er præget af stor realisme (hvis man fraskriver antallet af mord). Når man læser MORD-serien er det nærmest med sammen følelse, som når man følger Simenons Maigret gennem Paris’ forskelligartede gader. Selve plottene træder således i baggrunden for Turèlls beundringsværdige Vesterbro-skildringer; et område, som er noget anderledes end vore dages moderne centrum for hipstere og andet godtfolk. På Turélls tid var Vesterbro hjemstedet for snuskede bodegaer med blandt andet ludere, lumske kroejere, rockerlignende typer og drukkenbolte.

MORD-serien spænder som skrevet over tolv bind udgivet i årene fra 1981 til 1990, og med et gennemsnitligt sidetal på godt 200 sider, så har man nogle pæne tusinde Turèllske sider at give sig i kast med. Perfekt til sensommeren, efteråret og resten af året.

“Barndommens gade” af Tove Ditlevsen

Sommeren har ramt Danmark, og varmen ligger som et tungt tæppe hen over landet. Man kan ikke andet end at dase, drikke og læse. 2013 er halvfjerdsåret for Tove Ditlevsens Barndommens gade, som således første gang udkom i 1943. Modsat eksempelvis Sayos En gæst fra 1941, koncentrerer Barndommens gade sig ikke om hverken anden verdenskrig eller alle de rædsler, som krigen bragte med sig. Tove Ditlevsen forholder sig i stedet socialrealistisk til sin egen arbejderbaggrund uden, at det hverken bliver idyllisk eller forherligende.

Tove Ditlevsen - Barndommens gade

Barndommens gade handler i grove og alt for simple træk om den københavnske arbejderpige Ester fra Vesterbro, som tøvende og angstfuld famler sig frem gennem livet. Ester er et sart væsen og hendes usikkerhed ligger et gevaldigt pres på den unge pige. Ikke blot kommer hun fra en fattig Vesterbro-baggård, men hendes bekymringer koncentrerer sig i lige så høj grad om at kunne slå til i livet.

Fortællingen udspiller sig i 1930‘ernes Vesterbro, hvor pigebarnet Ester vokser op, og udvikler sig frem mod at blive en voksen kvinde. Barndommen er domineret af mørket og stanken fra arbejderkvarterets baggårde. Heri skildres Esters barndomsliv, hvor hun er omgivet af såvel storskrigende børn som alkoholiserede voksne. Tove Ditlevsen beskriver med en sjælden kendt nerve datidens arbejderdanmarks dybeste og tildels mørkeste sider, hvor børn bliver forulempet, drømme bliver bristet, samt hvor både sorg og vemod kan knække selv de stærkeste.

Netop dette mørke drager den unge Ester, men hun fastholdes af både minder og omsorg for familien, samt kvarterets øvrige beboere. Kun sjældent vover hun sig ud fra egen gade og uden for Vesterbros trygge rammer. Det er kun i drømmene at Ester rejser ud og fantaserer om såvel rigdom som kærlighed. Hun vil gerne blive til noget. Inderligt brænder ønsket om at komme på kontor, leve storslået med overdådige kagefade i fine stuer. Det er dog blot drømme. Ester fastholdes i en prekær situation, da hun trods gode intentioner og drømme ikke formår at løsrive sig fra barndommens gade og dens triste vilkår.

Selvom Barndommens gade fylder halvfjerds i år, så kan den stadig læses – og det endda med stor glæde. Efter sidste side sidder man tilbage med fortællingen om usikkerhed, samt en søgen og higen efter kærlighed.

“Stadig Alice” af Lisa Genova

”Alice, besvar følgende spørgsmål:Lisa Genova - Stadig Alice
1. Hvilken måned er det?
2. Hvor bor du?
3. Hvor arbejde du?
4. Hvornår har Anna fødselsdag?
5. Hvor mange børn har du?”

Alice Howland kan været stolt af sit liv. Hun er 50 år, James William-professor i kognitiv psykologi ved Harvard Universitet og en internationalt anerkendt ekspert i lingvistik. Hun er vellidt blandt sine kolleger og studerende, og hun lever i et kærligt og godt ægteskab med sin mand John. Sammen har de tre voksne børn.

Men ikke alt er, som det skal være. At en ekspert i lingvistik ikke kan huske et bestemt ord i et foredrag, som ellers hun har holdt utallige gange før, er rent ud sagt pinligt. Ligeledes oplever hun på sine daglige løbeture, at hun pludselig ikke ved, hvor hun er, på trods af, at hun blot er få gader fra sit mangeårige hjem. Herudover glemmer den punktlige Alice også, at hun skal til en konference i Chicago. Alice slår det dog i starten hen med, at det nok er på grund af stress, samt at hun er på vej ind i overgangsalderen.

Senere tager hun sig sammen og opsøger endelig sin læge, som ikke er langsom til at konstatere diagnosen Alzheimers sygdom. Som fortællingen skrider frem opstår der flere og flere huller i Alices hukommelse, og hun er nødsaget til at opgive sit arbejde som professor. Fortællingen er skrevet i tredjeperson, men man får hele vejen igennem Alices tanker serveret, og som historien og sygdommen udvikler sig, bliver hendes sprog fattigere og hun får sværere ved at klare dagligdagen.

Det centrale i historien er familiens reaktioner, da det ingenlunde er let for dem at acceptere Alices sygdom. Efterhånden finder de dog ud af, at hun, sygdommen til trods, stadig er Alice. Hvilket i sidste ende må være romanens virkelige morale. Trods Alzheimers sygdom er en patient stadig sig selv, blot i en mere eller mindre reduceret udgave. De fem ovennævnte spørgsmål skrev Alice til sig selv, da hun fik stillet diagnosen. Disse spørgsmål går igen flere gange igennem fortællingen, hvor hun får sværere og sværere ved at besvare dem.

Lisa Genova er i besiddelse af et yderst velfungerende og flydende sprog, som gør det svært ikke at blive berørt af fortællingen om Alice. Stadig Alice udkom i 2007, og er hendes debutroman.

“Den som blinker er bange for døden” af Knud Romer

Det er en småregnende søndag, og jeg befinder mig på nuværende tidspunkt på Lolland. Det siger vidst det hele. Ikke hermed sagt, at Lolland på nogen måde er grusom kedelig. Men nu er jeg engang på Lolland. Og mine tanker cirkulerer rundt om Knud og Falster.
Knud Romer - Den som blinker er bange for døden

Den som blinker er bange for døden, som er et selvbiografisk manifest, handler i hovedtræk om reklamenmanden Knud Romers barndom syd for den nu krakkelerende Storstrømsbro. I Den som blinker er bange for døden er Nykøbing Falster et sandt mareridtsland, som man ikke kan slippe ud af. Her voksede den dansktyske Knud Romer op som enebarn i en socialt isoleret familie. Hans moder, som stammede fra en rig, dog følelseskold tysk familie, havde være gift før, men hendes første mand var under anden verdenskrig blevet henrettet for højforræderi mod Hitler. Moderen undslap i midlertid Hitlers hånd og flygtede fra Berlin, og ved et rent tilfælde endte hun i Nykøbing Falster, hvor hun faldt for en pæredansk forsikringsmand.

At være 1960’er- og tyskerbarn var ingenlunde let for Knud, og hans skolekammerater var yderst opfindsomme i måden, hvorpå de kunne chikanere Knud. For Knud blev skolen således en form for straffeanstalt, mens frikvarterne var det rene helvede. Lærerne lod skolekammeraterne gøre hvad de ville; i skolegården var jungleloven den herskende styreform. Hjælp var der heller ikke at hente hjemmefra. Knuds moder var så skrøbelig, at Knud løj og fortalte sjove historier om, hvor godt det gik i skolen.

Knud Romer er nøgternt i sit udtryk, men under overfladen lurer ensomhedsfølelsen hos et angstfyldt barn. Ind imellem scenerne fra skolegården, beretninger om pinlige fødselsdage og nytårsaftner, fortælles der om onkler, tanter og bedsteforældre fra begge sider af familien. En familie, der, som så mange andre, er fyldt med originaler og drømmere, som hver især er noget for sig.

Den som blinker er bange for døden er en erindringsroman, som sender små forundringsbølger igennem læseren; kan Danmark virkelig være så fremmedfjendsk? Svaret er ja, især i efterkrigstiden fandtes der en tyskfjendtlighed, som Knud Romer skarpt har fået beskrevet i nærværnede roman.

Knud Romer er født i 1960, og debuterede i 2006 med Den som blinker er bange for døden på forlaget Lindhardt og Ringhof. Han er desuden uddannet i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, og er prisvindende konceptudvikler i reklamebranchen. Den som blinker er bange for døden blev præmieret med BG Banks Debutantpris, Statens Kunstfonds Produktionspræmie, Boghandlerklubbens hæderpris, Weekendavisens litteraturpris, samt ikke mindst De Gyldne Laurbær.

“Voxeværk” af Sulaima Hind

Med april har vi atter ramt foråret, solen og glæden.

Fortælling jeg her vil anbefale indeholder dog ikke megen glæde. Sulaima Hind debuterede med Voxeværk i 1997 på forlaget Høst & søn. Romanen, som er strækker sig over hele 15 kapitler på kun 78 sider, er bygget over hendes egne erfaringer fra det københavnske bz-miljø i firserne.

Sulaima Hind - Voxeværk

Voxeværk er på en gang både uhyggelig og trist. Som læser ønsker man efter endt bog, at man aldrig var stødt på den. Den sætter nemlig hele følelsesregistret i sving og tåreproduktionen kommer til tider på overarbejde. Man fortvivles og hvirvles ind i en fortælling, hvor intet godt følger med.

Fortællingen starter efter en ulykke, hvor bogens hovedperson, en pige, stikker af fra sin efterskole og finder husly blandt alkoholiserede punkere, i et kondemneret hus i det indre København. Hun forelsker sig, bliver svigtet, engagerer sig i demonstrationsarbejde og rejser til politisk kongres i Tyskland. Da hun vender tilbage til København, er bz-huset under nedrivning.

Sulaima Hinds beretninger om druk, hærværk og vold er så nænsomt og uskyldigt beskrevet, at det næsten gør ondt. At hele fortællingen er skrevet i nutid gør, at man som læser kan føle den kvindelige hovedpersons glæde og inderlige smerte. Der er ikke mange tanker at spore hos pigen, men hun får sine slag og gør heraf sine talrige erfaringer.

Voxeværk er skildret i et stærkt personligt sprog, hvilket gør, at man lige såvel kunne sidde og snakke med Sulaima over en kop kaffe, mens det ene tager det andet. Jeg havde for nogle år siden den ære at se og ikke mindst høre Sulaima Hind’s beretning til arrangementet “Poesi på Staden”, som på daværende tidspunkt havde til huse på Christiania. Bogen er en ting – at høre fortællingen fra Sulaima Hind selv, gør hele oplevelsen endnu større.

Voxeværk er en 80‘er-beretning om de glemte unge fra Danmarks skyggeside.