“L” af Erlend Loe

Det er snart jul. Jeps, den er god nok. Kan du ikke mærke det? Julestemningen har hængt i luften (og i Magasin) i den seneste måned til to. Men selvom det er jul, så er det ikke just en julebog, som er månedens litterære anbefaling fra min hånd. Det er derimod romanen L af Erlend Loe.

Erlend Loe LL er en underfundig og humoristisk fortælling om en ekspedition bygget på en spændende, dog lidt løs teori. Romanen er selvbiografisk, eller det vil sige, at Erlend Loe har bygget fortællingen op om sin egen person, den dengang 29-årige Erlend, stor og stærk. Erlend mener ikke, at han endnu har opnået noget særligt. Han har ganske vist bygget en væg på 17 kvm., men hvad er det i forhold til andre mennesker? Han har ikke gjort noget for sit land. Han har ikke bidraget til kæmpernes fødeland. Men en dag, da han prøver sine nye skøjter, får han pludselig en tanke: Kunne de polynesiske øer i sin tid være blevet befolket af sydamerikanere, som tog den på skøjter hen over et islagt Stillehav?

Erlend mener selv, at hans migrationsteori holder stik, og han beslutter sig herfor at lave en ekspedition, der kan bevise hans teori. Fortællingen herom rummer alt; kærlighed (eller mangel på samme), finansielle spørgsmål, udvælgelsen af ekspeditionsmedlemmerne, og ikke mindst de tanker, som sker langt ude på en meget lille ø ude i Stillehavet.

Det er således fortællingen om en ambitiøs norsk ekspedition, som drager til den anden side af jordenkloden for at bevise en hidtil overset migrationsteori. Og med Erlend Loes sikre skrivestil er der lagt i ovnen til underfundigheder, skøre tankemønstre og ikke mindst en god portion humor. Og netop humoren er det, som binder denne fortællingen sammen. Men bag selvsamme humor gemmer sig en litterær begavelse uden sidestykke. Erlend Loe har med L skrevet sig ind i den norske historie, og har (for mit vedkommende) sat landet på det litterære verdenskort. Så inden det bliver jul og boghandlerne og bibliotekerne lukker, så ta’ hen og find romanen. Den skulle have været min juleferiebog, men ak. Siderne åd sig selv. En ægte page-turner.

“Den unge Werthers lidelser” af Goethe

Efteråret har meldt sig. Eller har den? Udenfor skinner solen livligt og lader som om det er forår. Denne måneds litterære anbefaling er Den unge Werthers lidelser, som jeg tidligere har skrevet om på Kultur22.dk, men jeg tænkte, at også I skulle få glæde af denne klassiske, romanatiske roman.
Den unge Werthers lidelser
Den unge Werthers lidelser er skrevet i brevform af Johann Wolfgang von Goethe, og blev udgivet første gang i 1774. Bogen handler i alt sin enkelthed om den unge Werther, som forelsker sig i den smukke Lotte. Hun er imidlertid forlovet med den fornuftige Albert, men mens denne er bortrejst, udvikler Werther og Lotte et nært, platonisk forhold til hinanden.

Da den bortrejste Albert endelig vender hjem ændres situationen drastisk. Lotte, som presses af Albert, må til sidst forklare Werther, at de ikke længere kan ses. Dette bliver et hårdt slag for den unge Werther, som beslutter at tage livet af sig selv.

Romanen fik i sin tid stor betydning for den europæiske ungdom, og Werther-feberen kan ses som det første egentlige ungdomsoprør i verdenshistorien. De gamle dogmer – og især den rationelle fornuft – blev sat i baggrunden for følelserne og lidenskaben. Det er således et opgør med autoriteterne, og Werther er et klassisk eksempel på en ægte ungdomsegoist, som sætter egne behov frem for andres. Og da disse ikke bliver opfyldt, er den eneste udvej døden.

Den unge Werthers lidelser blev angrebet hårdt af gejstligheden, da de påstod, at mange selvmord blev begået på bagrund af hovedpersonens ulyksalige tanker og handlinger. Efter et markant kirkeligt pres blev romanen forbudt flere steder i Europa, herunder i København.

Selve sproget i romanen kan kræve en del tålmodighed af læseren. Det er højstemt, malende og ikke mindst meget poetisk, især i beskrivelsen af den unges Werthers tanker:

Jeg ved ikke, om koglende aander svæver over denne egn eller om den hede, himmelske fantasi, som gør alt her omkring saa paradisisk for mig, om den bor i mit eget hjerte.

Trods romanens højstemte sprog, er det stadig en roman, som kan og skal læses i dag. Det er en dannelsesromane uden sammenligning.

Den danske forfatter Frank Jæger har fortrinligt oversat værket til dansk. Nærværende læste version er udgivet på Hernovs Forlag i 1991, og fylder godt 175 sider.

“Populærmusik fra Vittula” af Mikael Niemi

Vi skal nordpå. Vi skal hele vejen til den svensk-finske grænse, her finder vi en lille flække ved navn Vittula. Vi er i starten af 1960’erne, hvor de asfalterede veje og moderne toner endelig er ved at nå selv de mest afsondrede lokalsamfund.Populærmuisk fra Vittula

Byens beboere har det selvfølgelig svært med de nye tendenser, især den ældste del af befolkningen forsøger at fastholde de gammelvante folketraditioner, mens de unge istedet tager imod tidens nye toner med åbne arme, herunder selvfølgelig den legendariske Jailhouse rock fremført af the king of rock and roll, Elvis Presley.

Populærmusik fra Vittula er i gammeldags forstand en klassisk dannelsesroman, som følger drengen Mattis gennem dennes drømme væk ingenmandslandet til rockens berømmelse. Forfatteren, Mikael Niemi, fokuserer imidlertid ikke meget på det endegyldige slutmål, men med Populærmusik fra Vittula får vi istedet en række, nærmest rituelle, oplevelser fra Mattis overgang til voksenlivet.

Som dannelsesromaner er flest, er hovedformålet at beskrive et kultursammenstød; i denne roman er det sammenstødet mellem barndommen og voksenlivet, mellem religionen og gudløsheden, og ikke mindst mellem det finske og det svenske.

Mikael Niemis sprogbrug er romanen igennem vidunderligt. Han formår således at indramme såvel det talte som det skrevne sprog. Selv titlen, Populærmusik fra Vittula, gør brug af talesproget, men det bliver aldrig for meget. Niemi har tilpas afpasset sin skrivestil således, at den veksler eminent mellem replikker og forklarende sidenoter.

Populærmusik fra Vittula (2000) er på dansk udgivet på Lindhardt og Ringhof, og oversat af Lise Skafte Jensen. Den er siden udkommet i såvel hard- som paperback-udgaver; nærværende eksemplar er fra 2006 (2. udgave, 7. oplag) og fylder 248 sider.

“Trækopfuglens krønike” af Haruki Murakami

Trækopfuglens krønike

Ved første øjekast kan Trækopfulgens krønike virke som en uoverskuelige satan af en roman med sine 635 sider. Og det bliver ikke bedre af bogens tykkelse, som mere minder om mursten end spændende litteratur. Men lad dig ikke narre. Den japanske succesforfatter, Haruki Murakami, som til tider bliver nævnt som potentiel nobelprismodtager i litteratur, modtog allerede med sin tredje roman, En vild fårejagt (1982, på dansk 1996), den prestigefyldte japanske litterære pris, Noma-prisen. Hans mest omtalte og nok bedst solgte roman udkom i 1994, på dansk 2001 på forlaget Klim.

Trækopfulgens krønike handler i meget forenklede træk om Toru Okada, som lever et yderst stilfærdigt liv i Japan med sin kone, Kumiko. Okada har førend historiens begyndelse opsagt sit arbejde på advokatkontoret, og passer derfor nu hjemmet og parrets kat, mens konen arbejder som redaktør på et forlag. Men en dag forvinder først katten, siden er konen ligeledes sporløst forsvundet. Hun tager på arbejde en morgen for aldrig mere at komme hjem. I Okadas desperate søgen efter sin kone, kommer han i kontakt med såvel stærke som skrupelløse kræfter i det japanske samfund. Undervejs får Okada hjælp og vejledning fra en dødsfikseret teenagepige, to synske søstre, samt en gammel soldat.

Selve handlingen i Trækopfulgens krønike lader sig ikke uden videre referere, da der er tale om en fortælling, hvor historier og beretninger blandes i et væk med mystik og virkelighed. Hvad er virkeligt og hvad er blot tanker og fantasi? Romanen er med rette blevet genrebestemt til at være magisk realisme. Intet andet kan omfatte denne fortælling.

Selvom Haruki Murakami er meget vestligt orienteret, da kan Trækopfulgens krønike sagtens betegnes som en japansk dannelsesroman, hvor jeg-personen, Toru Okada, drages ind og ud af virkeligheden og den japanske underverden, for at finde Kumiko og sig selv.

Som tidligere nævnt, så skal man ikke lade sig skræmme af romanens længde. 635 sider er en moppedreng, javist, men Murakamis sprog er så let og ligetil, at man nemt lever sig helt ind i Okadas kamp for at bryde gennem mørket. Trækopfulgens krønike er en gigantisk roman, hvor filosofi, historie, psykologi og kunst binder fortællingen sammen på fortryllende vis. Romanen er med rette Haruki Murakamis hovedværk! Dog skal man ikke glemme eller lade sig snyde for hans seneste udgivelse, 3-bindsværket 1Q84, som ligeledes blander realismen med magien.

“Stormland” af Hallgrímur Helgason

“»Satans til forbandede kraftidioter,« bandede Bøddi for sig selv, idet han gik ud på parkeringspladsen foran Skolen for Gymnasiale Uddannelser. »Forbandede bløddyr hele bundet.« Skolebestyrelsen havde truffet afgørelse i hans sag. Bødvar H. Steingrimsson havde haft sin sidste undervisningsdag på SGU.“

Stormland

Sådan begynder Hallgrímur Helgason, nok en af Islands mest kendte forfattere, sin roman Stormland. Bogens hovedperson er den netop fyrede gymnasielærer Bødvar H. Steingrimsson, blot kaldet Bøddi. Han er født og opvokset i Sauderkrok ved Skagafjord i huset kaldet Stormland. Bøddi er efter ti års studier i Tyskland en åndens mand, som hader det moderne forbruger-samfund som pesten. Han klager sin nød over den islandske kultur i almindelighed og den vestlige i særdeleshed.

Bøddi er en sur mand. Han hader den moderne civilisation med dens ligegyldige popkultur. I stedet mener han, at alle burde som Bøddi selv nyde de klassiske, specielt højtyske kulturdyder. På sin webblog raser Bøddi over alt og alle i lærde vendinger, som selvfølgelig skaffer ham mange fjender i det lille øsamfund.

Efter Bøddis mening er den vestlige civilisation på afgrundens rand. Han mener, at vi er ved at fordumme os i sådan en grad at lærde og den vigtig lærdom er på en samfundsmæssig deroute. At folk ser reality i stedet for at læse Kant. At de hører ligegyldig popmusik i stedet for at nyde Brahms eller Beethoven. At samfundet fordummer simpelthen sig selv i en sådan grad, at Bøddi til sidst – efter en lang række utrolige begivenheder, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her – rider til hest mod Reykjavik for at udråbe revolution midt i primetime.

Da jeg for nogle år siden første gang læste Stormland, var det noget af det mest veloplagte, jeg længe havde læst. Romanen er simpelthen en energiudladning af bedste skuffe. Hallgrímur Helgason har med en såvel samfundssarkastisk som hverdagshumoristisk hånd skrevet en yderst velfungerende roman, som tager sin læser med storm. Man bliver indfanget i Bøddis altoverskyggende samfundsengagement og frådende indfald mod dets borgere og forbrugere. Gennem Bøddis vanvid og romanens groteske personskildringer lurer en nerve af idealistisk alvor, som røber Hallgrímur Helgasons egentlige budskab.

Stormland blev i 2007 indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og efter egen ydmyge mening burde den havde fået prisen. Jeg mindes ikke at have læst en roman, som har været så skarp såvel sprogligt som indholdsmæssigt længe.

Stormland er i Danmark udgivet (ved Kim Lembek) på forlaget Aschehoug i 2007, 446 sider.