Børn er blevet selv-branding

børMine øjne ruller stille og roligt nedover mit News Feed på Facebook. Der er alt det sædvanelige; billeder af katte, kager og børn. Og det er som altid gabende kedeligt. Men sidstnævnte har igennem de seneste år ændret markant karakter fra putte-nuttede “se lige hvor meget mad Lukas har i ansigtet”-billeder til statusopdateringer om Vita-Marias og Willy-Dylans vanvittige og vidtgående bedrifter. Mit News Feed er forvandlet til dansekonkurrencer og fodboldmedaljer. Og forældrene poster i et væk statusopdateringer og billeder af deres børn uden at tænke over konsekvenserne.

Der er sket en ændring; børn er ikke længere noget man alene får for reproduktionens skyld. Børn er derimod blevet et produkt af den moderne forældres selv-branding. Som forældre er du ikke bedre end dit barns bedrifter. Som forældre er du ikke bedre end dit barns tøj. Som forældre er du ikke bedre end dit barns popularitet. Har du spurgt dig selv, om dit barn er bloggervenligt? Gør dit barn sig godt på Instagram, med eller uden filter?

De børn, som vokser i dag op, skal hele tiden forsøge at tilpasse sig til en postmoderne X Factor-verden, hvor de konstant er online. De er med få klik fra forældrenes fingre på Facebook, Instagram og YouTube, de ligger på Pinterest og diverse selv-brandingblogs. Børn er blevet private væsner i en offentlig onlineverden, hvor det at dele privatlivets glæder og sorger er blevet det mest naturlige i verden. I værste fald er hele barnets liv dokumenteret online. Og internettet glemmer aldrig.

Engang for længe siden var privatlivet en ukrænkelig menneskeret, hvor man selv kunne bestemme, hvad man ville dele med hr. og fru Jensen på den anden side af gaden. Sådan er det ikke længere. Intet er helligt, og i dag vokser børn op med en gennemsigtighed, som vi aldrig har kendt magen. Alt fra røde barnenumser til bumsede tweenagers florerer overalt på de sociale medier.

Og i dag er det ikke længere nok bare at være forældre. Man skal være den bedste forældre, som nogensinde har eksisteret, og det hele skal dokumenteres på de sociale medier og på blogs. Ellers er det aldrig sket. Men børn bliver ladt i stikken i forældrenes forsøg på selv-hævdelse og selv-branding, da de ikke selv er herre over, hvad der bliver delt med hvem og i hvilken sammenhæng. Børn har ingen ret over deres privatliv, og de fungerer på mange måde som små reality stjerner i en verden, som forældrene har bygget op. Helt uden at vide det, bliver børn bedømt af hungrende læsere, som bare vil have mere og mere. Og forældrene giver hele tiden en lidt større luns af et privatliv, som ikke kun er deres eget, men i lige så høj grad deres børns.

Jeg er frygter, at man taber en generation på gulvet grundet denne selvforherligelse, som forældrene er igang med. Jeg frygter, at bloggerbørnene er igang med at udvikle en vrangforestilling af det perfekte liv – et liv som kun fungerer hvis det har været igennem en billedredigerings-app inden det kan uploades til Instagram. Og mest af alt frygter jeg, at vi kun har set toppen af isbjerget.

Er jeg med i en Kaspar Colling Nielsen-roman?

Dagpengereform, moderne kontanthjælpsloft og en fattigdomsgrænse som er forsvundet som dug for solen. Venstre-regeringen har endnu ikke siddet på magtens jerntrone i et halvt år, men allerede nu har de udrettet og ændret mere end den tidligere regering gjorde på en hel valgperiode. Men det er langtfra ændringer til det bedre.

Vi skal vende hver en krone, og vi skal spænde livremmen ind. Det er sparetider! Sådan gjalder det ud over det ganske land. Men hvem betaler prisen? Det gør de nyuddannede, de fattige og børnene. Beskæftigelsesministeren mener, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har skabt et dagpengesystem, som ikke blot motiverer for større beskæftigelse i befolkningen, men også sikrer trygheden. Og det lyder jo ganske godt, ikke? Men hvor er jobbene? Hvor er den famøse tryghed?

Hvis ikke politikerne i almindelighed og regeringen i særdeleshed snart ser på dét samfundet, som omgiver dem, og samtidig indser realiteterne, er jeg alvorlig bange for, at vi ender midt i Kaspar Colling Nielsens dystopiske roman om Den danske borgerkrig 2018-24. Du ryster på hovedet. En borgerkrig i Danmark? Det sker jo aldrig, siger du. Nej, det sker ikke så længe, at vi har et vist niveau af sikkerhedsnet under befolkningen. Men netop sikkerhedsnettet er regeringen ved at lave huller i. Og flere og flere falder hele tiden igennem og lander hårdt på jorden.

Venstre-regeringen er ved at gøre op med en 82 år gammel politik, som har fungeret lige siden Kanslergadeforliget i 1933. I starten af 1930’erne var ledigheden på over 30 %. Strejker, uroligheder og folkeopstand tvang de ansvarshavende politikere til handling. Og med et stort forlig tværs over Folketinget blev der sikret ro, orden og ikke mindst tryghed. Det blev en af grundstene i den forestående tilblivelse af velfærdsstaten.

Hvis politikerne fjerner sikkerhedsnettet, så risikerer vi ikke blot en befolkning, der i værste instans må gå fra hus og hjem. Vi risikerer en borgeropstand, som vi aldrig har set magen i et skandinavisk land. Hvis vi fjerner sikkerhedsnettet, tager vi maden ud af munden på befolkningen. Og hvis det sker, så kan selv de mest almindelige frikadelledanskere blive så desperate, at selv ikke jeg tør gisne om følgerne.

Jeg ved, at dette er et skrækscenarie. Men jeg er alvorlig bange for, at vi egentlig ikke er længere væk end, at Kaspar Colling Nielsens bog ikke blot er fiktion, men måske endda en forudsigelse af begivenhedernes gang.

Tinder er mere end et kødkatalog

Jeg har skrevet et debatindlæg til Politikens Debattør- & Kritikerskole. Det handler om at finde kærligheden på Tinder og være stolt af det. Du kan læse det her:

“Jeg var lige flyttet tilbage til København, og en stille aften oprettede jeg en Tinder-profil. Ikke så meget for at finde den eneste ene eller bare knalde lystigt rundt, men mere for at have noget at lave. Tidligere spillede jeg Wordfeud og skød grise i Angry Birds, nu swipede jeg til højre og venstre i et væk. Og jeg drak kaffe i spandevis med fremmede. Og så var hun der. Midt på min iPhone. Hende som siden skulle blive min kæreste. Det var sidste år i oktober. På Tinder.

Vi brugte al vores fritid sammen, og hurtigt var vi ude blandt andre. Og så skete det uundgåelige; vi mødte folk vi kendte. Vi var til en hypermoderne fernisering i Nordisk Brødhus på Rantzausgade om københavnerlitteratur og lyd. Og så kom spørgsmålet Hvor har I mødt hinanden?, som i princippet er det mest uskyldige spørgsmål i verden, men hvad svarer man, når man har mødt hinanden på Tinder? Vi kiggede lettere febrilsk i hinandens øjne, og svarede i kor et langt øhhh. Stilhed.

For hvad er Tinder egenligt, når det kommer til stykket? En knalde-app, et kødkatalog, et klamydialotteri, en casual-kaffedate-generator? Kær app har mange funktioner. Så hvorfor skal jeg være pinlig over at finde kærligheden på Tinder, når jeg tidligere fandt kærester i byen, sent på natten efter utallige øl og drinks?

Senere på aftenen, da vi var kommet ud på åben gade, væk fra ferniseringen og kendte ansigter, snakkede vi. Hvad skal vi sige, når folk spørger? At vi mødtes ved køledisken i Netto?

Vi higer alle efter det romantiske øjeblik, hvor vi går nær Eiffeltårnet eller Colosseum og tilfældigt, nærmest som med et trylleslag støder ind i hinanden, og oplever det famøse kærlighed ved første blik. Tinder er bare ikke ligeså romantisk som Paris eller Rom. Tinder er fyldt med rådne fisk og falske profiler, og man skal fiske ihærdigt og ivrigt for at finde en med potentiale. Så hvorfor skal vi ikke være stolte over at finde hinanden på Tinder? Er det værre end byen, bodegaen eller boghandlen? Nej. Jeg er stolt, og jeg føler, at jeg skylder Tinder og min egen fisketeknik alt. Jeg har nemlig fundet hende, som jeg vil være sammen med, hende som gør mig glad. Tak, Tinder. Uden dig var der ingen Simone. Tak.”