Anmeldelse & skriv

Jeg. Ethvert godt blogindlæg starter sådan. Jeg. Alterego. Alt er ego. Nå. Så blev det maj, og jeg har i den seneste tid, efter Karl Oves Min kamp, været en anelse stille. I hvert fald her på bloggen. Jeg ved det. Men jeg har den seneste måned skrevet en masse nyt, som er kommet ud alle andre steder end her. Der er således nye anmeldelser på VINK, samt nye digte/kortprosatekster, og så var jeg iøvrigt ude i onsdags og afprøve nogle nye ord til arrangementet Ord på Flisen i København – hvor jeg også er at finde sidste onsdag i maj.

Litteratur

VINK
mellem alt det røde (digt, marts 2015)
Noget med at være til (kortprosa, april 2015)

Et digt om dagen, blog af Kristine Sejr
i stilhed nær torvet (digt, april 2015)

Anmeldelser

VINK
Håndkraft – en lige højre af Leif Achton-Lynegaard (april 2015)
Hvordan det føles at være et spøgelse? af Christian de Groot-Poulsen
 (april 2015)
Kære Nicolai af Sine Simonsen (april 2015)
Noget ukendt af Marie Trappehave (april 2015)
Albatros af Erik Sandgreen (april 2015)

Læs den fulde produktionsliste under Øvrige publikationer.

#forelsketikøbenhavn

Nu har jeg sat mig ned.

Jeg har sat mig ned for at skrive det der digt,
som jeg har talt så meget om.

Jeg vil så gerne skrive noget stort,
og noget vigtigt om kærligheden,
om ærligheden mellem mennesker,
og det skulle gerne være et banebrydende et af slagsen,
et digt hvor alle klichéerne blev lagt på hylden
og siden sent afsted til ulandene
så de i det mindste kunne gøre gavn et andet sted,
så slipper vi også for alle de øjne og løgne
og alt den hjerte med smerte.

Jeg vil så gerne skrive livet ned på disse linjer,
og mellem dem skal man kunne spore små støvkorn af sølv,
som kan analyseres i det uendelige.

Jeg ville så gerne skrive om kærligheden,
den lidenskabenlige,
den sensuelle,
den underfundrige,
den jeg oplever, når jeg ser på dig –
men jeg har svært ved at skrive det her,
det er ikke så ligetil,
som jeg håbede.

Jeg er nemlig hverken sur eller vrissen,
og jeg skriver bedst i vrede,
så jeg kan slagte alle og enhver omkring mig,
men lige nu er himlen lyserød,
solen er på vej ned
og skyerne er de vatrondeller,
du efterlader i toilettet,
og som jeg hver gang sukker over
uden at fortælle dig om det,
da jeg tænker, at det er langt nemmere på den måde,
og så udgår vi også de efterfølgende miljødiskussioner
og andre kedsommelige emner.

For vi skal bare sidde der
og se dybt i hinandens øjne,
og smile bredt og kysse lidenskabenligt,
for så er det ægte kærlighed,
ligesom den jeg har hørt om
hos Goethe og Herman Bang –
men jeg ved slet ikke om de har skrevet
om det med de brede smil og lidenskabelige kys,
men det er også ligemeget,
det er ikke dét det handler om.

Lige nu kan jeg høre dig tænde for bruseren,
og jeg sidder et sted,
som ikke er hjemme hos mig selv,
et forholdsvis nyt sted,
hvor jeg stadig er gæst
uden egentlig at være det.
For vi er mere end det,
mere end bare gæster hos hinanden,
vi er hinanden, vi er eet.
Vi er den samme, vi er et par,
som alle de andre skal misunde,
for så er vi rigtigt sammen,
så er vi bedre end alle de andre.

Jeg ville så gerne beskrive alt det perfekte ved situationen:
udenfor er regnen begyndt at regne,
men indenfor skinner solen stadig,
det er forelskelsen, siger de,
og jeg bliver forbavset og ser mig omkring,
men der er ingen.
Der er kun den vedvarende lyd fra dig under bruseren,
og jeg undrer mig over hvem som sagde hvad og hvorfor.

Men jeg indser,
at ligemeget hvad,
så er det her ægte,
ordene skriver ikke sig selv,
og minderne er måske noget jeg finder på,
men følelsen, den er ægte.

Næsten lige så ægte som de ting
jeg hashtagger på Twitter,
#forelsketikøbenhavn,
mens du løber rundt i cirkler under bruseren
og synger som Siw Malmkvist,
og jeg, som Henning Moritzen,
spiller klaver til perfektion.

Men det her er ikke film eller fantasi,
det er virkeligheden,
en råkold januardag i begyndelsen af året.

Og jeg ville så gerne have skrevet
det ultimative kærlighedsdigt,
men i dag blev det igen bare ord på stribe,
intet sensationelt,
det var bare ord.

sr2015/02

Dagevis

Jeg har været vågen i dagevis!
Min tanker hvirvler,
og mørket haler sig ind på mig,
mens du er derude et sted.
Jeg ville ønske,
at jeg kunne fortælle dig
om alle mine tanker,
men når jeg tænker på dig i byen,
fryser mit åndedrag
til iskrystaller i luften.

sr2014/10

Fragtmenter og underlige metaforer

Himmellegemer splintrer til atomer,
og reetableres som håb i lyset fra vores åbne kamin, siger jeg.

Du ser på mig og nikker,
og langt inde i dig selv undrer du dig over,
at vi stadig er sammen.

Jeg taler kun i fragtmenter
og underlige metaforer,
som ikke engang jeg selv forstår.

Klokken er slagen ti,
klokken slog elleve i går.
Vores fælles varme er sivet fra vinduet,
og vi varmer nu blot spurve.

Det er allerede for sent.

Sporadisk skriver jeg disse ord
for at huske et øjeblik,
som allerede forlængst er glemt.

 

sr2014/09

At dykke med åbne øjne

Vandskorpen står i skarp kontrast til himlen,
ovenfor funkler sol, måne og stjerner på een og samme tid,
nedenunder har du gemt dig et sted bag tangplanter og sten,
jeg dykker med åbne øjne for at se,
jeg dykker med åbne øjne for at finde en vej tilbage mod overfladen,
men uvilkårligt synker jeg længere ned i dybet,
væk fra vandskorpens skarpe kant,
og allerede nu er lyset så svagt,
at jeg er i tvivl om
hvad der er op
og ned.

sr2014/09