“Fra minus til puls” af Holger Svend Anderson

Metro-stop i pletter af virkelighed / Metro-kys og forbudte tanker i min lejlighed / Metro-stop, metro-liv, metro-død / Næste stop er Vanløse / Toget kører til Mars

Fra minus til puls Holger Svend Anderson

Digtsamlingen Fra minus til puls er på engang en hektisk tur gennem det københavnske, og samtidig en mental tur rundt i en forvirret og forfærdet ung mands tanker.

Holger Svend Anderson skriver i en svævende, nærmest drømmende tone, hvor kærligheden og hadet til byen er stor. Samlingen er på sin vis umådelig klassisk i sit udtryk, da der er tale om en vaskeægte dannelsessamling. Vores mandlige hovedfigur går så grueligt meget igennem for siden at komme ud på den anden side, hvor alting måske blot forsvinder(?).

Er ved at løbe en sød pige træt / er elendig ked af altid at skulle give dig ret / Og mens du smadrer mine argumenter, pointer og alt der nogensinde / har krydset din vej / kommer du væltende, som en bølge af kvinde / Mit svar er stadig nej / måske / bliver til et ja på rådhuset / og der er noget luset / over min selvstændighed / The joke’s on me

Fra minus til puls rummer livet og lykken, fortvivelsen og vemodet – alt mikset sammen til en fin cocktail, som man passende kan tage med ud i byen. Herfra skal det nemlig anbefales, at man læser den på farten – når man sidder i metroen eller på en bænk nær Gammel Strand. Fra minus til puls skal opleves i de omgivelser som den fortælles i.

Fra minus til puls udkom i 2011 på Forlaget DarkLights.

Tromsøpigen og englænderen

København! Jeg er hjemme! Hører du mig? Jeg er hjemme!
Efter et år i det aarhusianske, så er jeg hjemvendt til hektiske, dejlige, forunderlige København, som tager alle og enhver med storm. For at vise min glæde, så deler jeg her et digt om personer i København, som var/er med i min anden digtsamling, Sub rosa – som btw stadig kan købes af undertegnende.

Tromsøpigen og englænderen

Hun løb dagligt for livet
og fordi det morede hende
det sagde hun i hvert fald
Hun løb dagligt for at holde sig i form
trimme ditten og datten
på en i forvejen veldrejet krop
hun kom fra Tromsø
og var vant til at løbe i fjeldene
så hun mente ikke at København
var noget i forhold til Nordnorge
heller ikke hvad angik kultur og mentalitet
men til sidst blev det hele
da også for meget for hende
så hun pakkede alt sit løbetøj
og rejste tilbage til Tromsø
og siden da har ingen hørt fra hende
eller hendes evindelige løberi

Charles derimod mente
at København var alt
den var både kunst og kultur
men så sandelig også frihed
tjald og kvinder
De københavnske kvinder
 er verdens smukkeste
sagde han altid
de er langt smukkere
 end dem i resten af Europa!
og han endte da også med
at få både dansk kone og børn
og leve og dø på Nørrebrogade

hvermandag.dk

På hvermandag.dk findes en mailingsliste, hvor du hver mandag (surprise-surprise) får lidt litterært guf til øjnene. Bag projektet står Kamilla Löfström, Peter Adolphsen og Boris Boll-Johansen, som udvælger og udsender de valgte forfatteres tekster i let overskuelig format til læseren.

I mandags modtog jeg denne:

“DIGT OM BOLIGER

Vi sover i det samme rum,
på den måde støder vores liv ind i hinanden.

Jeg skriver om problemerne, fordi jeg mener at de er der.
Jeg vil gerne lave en bolig til dem.

Hvis de ikke var der, ville jeg ikke skrive om dem.

Det er sådan jeg må tænke om det.

Imens vi snakker, stirrer, drikker, spiser, er der alle mulige ting vi ikke hører.

Det er vådt i det grønne udenfor.

Rapsmarken står gul og dufter, som den gjorde i går aftes, af honning.

Det var mørkt, og vi kunne ikke se marken.
Marken var i os som duft.

Med den forreste del af vores gummisko trådt våde i det høje græs gik vi hjem.

Jeg holdt om de to muslingeskaller i min lomme.
Den ene kan være inde i den anden, og min tommelfinger inde i den mindste.”

Ovenstående digt er skrevet af Jakob Slebsager Nielsen.

Tilmeld dig allerede i dag på mailinglisten og modtag mandag nye tekster fra forfattere, som du muligvis ikke kender endnu.

Stenbroen

Solen er allerede nede bag træerne i vest,
mens jeg drømmer mig østpå til stenbroen –
på den anden side af Storebælt ligger et land,
hvor man kan føle sig velkommen og udstødt på samme tid.
Herover står træerne skævt til venstre og alt går nedad mod centrum,
derover hænger livet til gengæld på træerne
og bliver høstet som al anden lavthængende frugt //

sr2014/05