“Poetry in (e)motion” af Scroobius Pip

Selv som garvet læser, kan det at læse digtsamling efter digtsamling hurtigt blive en lidt kedelig affære. Ikke indholdet, men selve udseendet bliver tit det samme om man læser Bukowski eller Ditlevsen.

Poetry in (e)motion, forside

Den britiske poet David Meads, kaldet Scroobius Pip efter Edward Lears klassiske digt af (næsten) samme navn, har dog lavet en digtsamling af dimensioner. Teksterne i Poetry in (e)motion er såvel åbenhjertelige som uhøjtidelige, friske som provokerende. Og så er de endda illustrerede. Bogen tog sin egentlige begyndelse som en illustrationsudfordring fra Scroobius Pip til sine MySpace-tilhængere, og de tilbagemeldinger, som er medtaget i nærværende digtsamling, er ligeså eklektiske som teksterne selv, som spænder fra overvejelser om selvmord til den mere surrealistiske tekst Waiting for the beat to kick in, hvor Scroobius Pip vandrer gennem en mystificeret udgave af New York.

Poetry in (e)motion er egentlig et genoptryk af ti af Scroobius Pips sange, visualiseret af et udvalg af talentfulde kunstnere. Nogle af teksterne tager et komisk udspring, mens andre løste udfordringen gennem tegneserielignende illustrationer (fx 1000 words, illustreret af Anthony Gregori og Michael Spicer). Flere af nærværende tekster kan findes på Scroobius Pips hip hop-albums Angles (2008) og The Logic of Changes (2010), hvor Daniel Stephens, kaldet dan le sac, har leveret musikken. På disse spoken word/hip hop-plader står det klart, at Scroobius Pip er brite, og med hans tydelige Essex-dialekt får man straks associationer til eksempelvis The Streets.

Førend hver af de ti digte, som samlingen byder på, præsenterer Scroobius Pip selv den enkelte tekst. Dette tager gerne udgangspunkt i teksternes oprindelse og de spørgsmål og overvejelser, som teksterne stiller. Disse præsentationer er en kærkommen lejlighed til at komme ind under huden på den yderst talentfulde britiske digter, og uanset om man er tilhænger af Scroobius Pips spoken word/hip hop-agtige stil, da er det umuligt ikke at blive slæbt med ind i et univers, hvor hans ubestridelige talent og ånden bag indie-bidragsyderne huserer.

“Rystet spejl” af Søren Ulrik Thomsen

”De seneste 10 år / gik dobbelt så hurtigt som tiåret før / og nu blomstrer de sorte roser i sneen.”

Således lyder de sidste linjer af Søren Ulrik Thomsens første digt i samlingen Rystet spejl. Og smukkere kan følelsen af tid, der forsvinder, næppe beskrives. Tiden er således det centrale. Den går hurtigt og langsomt, både forlæns og baglæns.

Rystet spejl udkom på trediveåret for Thomsens debutsamling City Slang, som tog udgangspunkt i storbyens blå rum, og som på flere måder minder om nærværende samlingen.
Digtsamlingen indeholde 42 digte, alle uden titel, men som alle sprogligt hiver i læseren.

”Et kort øjeblik når jeg vågner / har jeg glemt / at kastanjen overfor er fældet / og at bøgerne af min ungdoms stjerner / gule og bulede / står i en kasse på gaden / til ti kroner stykket / ja, selv at du for længst er væk. / Men i næste sekund / har jeg indhentet alle tredive år / og hen under aften / oven i købet fået en fremtid / før natten tar mig tilbage.”

Der gemmer sig megen melankoli i Thomsens tekster. Hvert ord har betydning, og ligegyldigt hvilket sted, Thomsen præsenterer læseren for, bliver det nærværende og ægte. Trods digtenes primære fokuspunkt er døden og erindringen, er der ingenlunde tale om dystre tekster, men derimod om eftertænksomme og dragende erindringer. Midt i det hele er der også blevet plads til enkelte yndefulde kærlighedsdigte. Eet af dem lyder:

”Elskede, må vores kærlighed altid være / som musik der lyder fra et andet rum. / På The Waldorf-Astroia. Mens det regner.”

Digt for digt guider Søren Ulrik Thomsen os igennem hans univers. Digtene kræver imidlertid, at man er villig til at gennemlæse dem flere gang, hvilket ingenlunde skal forståes negativt, derimod forøger hver gennemlæsning blot nydelsen af de enkelte digte, da man gang på gang opdrager nye sproglige detaljer.

Ovenstående var ikke en anmeldelse, men blot en ydmyg anbefaling. Der bliver således ikke givet stjerner, men blot min største opfordring til, at løbe ned på sit lokale bibliotek og hive denne vidunderlige samling ned fra hylden. Den passer perfekt til regnfulde novemberaftener.

Rystet spejl udkom på Gyldendal i foråret 2011.