“L” af Erlend Loe

Det er snart jul. Jeps, den er god nok. Kan du ikke mærke det? Julestemningen har hængt i luften (og i Magasin) i den seneste måned til to. Men selvom det er jul, så er det ikke just en julebog, som er månedens litterære anbefaling fra min hånd. Det er derimod romanen L af Erlend Loe.

Erlend Loe LL er en underfundig og humoristisk fortælling om en ekspedition bygget på en spændende, dog lidt løs teori. Romanen er selvbiografisk, eller det vil sige, at Erlend Loe har bygget fortællingen op om sin egen person, den dengang 29-årige Erlend, stor og stærk. Erlend mener ikke, at han endnu har opnået noget særligt. Han har ganske vist bygget en væg på 17 kvm., men hvad er det i forhold til andre mennesker? Han har ikke gjort noget for sit land. Han har ikke bidraget til kæmpernes fødeland. Men en dag, da han prøver sine nye skøjter, får han pludselig en tanke: Kunne de polynesiske øer i sin tid være blevet befolket af sydamerikanere, som tog den på skøjter hen over et islagt Stillehav?

Erlend mener selv, at hans migrationsteori holder stik, og han beslutter sig herfor at lave en ekspedition, der kan bevise hans teori. Fortællingen herom rummer alt; kærlighed (eller mangel på samme), finansielle spørgsmål, udvælgelsen af ekspeditionsmedlemmerne, og ikke mindst de tanker, som sker langt ude på en meget lille ø ude i Stillehavet.

Det er således fortællingen om en ambitiøs norsk ekspedition, som drager til den anden side af jordenkloden for at bevise en hidtil overset migrationsteori. Og med Erlend Loes sikre skrivestil er der lagt i ovnen til underfundigheder, skøre tankemønstre og ikke mindst en god portion humor. Og netop humoren er det, som binder denne fortællingen sammen. Men bag selvsamme humor gemmer sig en litterær begavelse uden sidestykke. Erlend Loe har med L skrevet sig ind i den norske historie, og har (for mit vedkommende) sat landet på det litterære verdenskort. Så inden det bliver jul og boghandlerne og bibliotekerne lukker, så ta’ hen og find romanen. Den skulle have været min juleferiebog, men ak. Siderne åd sig selv. En ægte page-turner.

Carter Brown: harlequin til mænd!

Det regner! Har du opdaget det? Det pisser ned, og søndagen er over os. I dag skal man ikke andet end at slænge sig på sofaen, hive en bog ned fra reolen og bare læse løs. Det er en plan, som virker hver gang. Med statsgaranti!Carter Brown

Og taler jeg om harlequin-bøger til mænd? Hvad er det nu for en størrelse? Er det Fifty Shades of Gray, bare til mænd? Svaret er nej. Nej, det er det ikke. Det er til gengæld pulp fiction med umådelig mange mord og masse af sex indblandet.

En af mestrene inden for genre var Alan Geoffrey Yates, som i efterkrigstiden blev et litterært fænomen. Han skrev westerns under pseudonymet Todd Conway, kærlighedshistorier og science fiction under hhv. Caroline Farr og Paul Valdez. Det var dog under pseudonymet Peter Carter Brown, senere blot Carter Brown, at han fik sit internationale gennembrud, som hårdslående pulp fiction-forfatter.

Ganske kort skal det nævnes, at Carter Brown har solgt mere end 120 millioner bøger på verdensplan, og det skulle eftersigende kun være Biblen, som er blevet oversat til flere sprog end Carter Brown-serien. Populariteten omkring forfatteren og hans værker medførte såvel radiospil, tegneseriehæfter, tre franske film, en japansk tv-serie, samt en fransk litterær pris for “The most whiskies drunk in a single novel“.

– Til helvede med det! sagde jeg da telefonen ringede. Jeg fortsatte med det, jeg var ved.
– Ah! sukkede blondinen og spandt som en kat. – Det skulle du ikke gøre.
– Det gør jeg heller aldrig, sagde jeg.
– For en, der aldrig gør det, må man sige, at du gør det godt, mumlede hun. Så sagde hun ah! igen. Lyden døde hen dybt ned i hendes hals.
– Jeg talte om at tage telefonen, sagde jeg sandfærdigt. – I øjeblikke som dette spørger man sig selv, hvorfor ham Bell overhovedet gad rode med det stads.

Sådan åbner Carter Brown for godterne i Den hængte blondine (dansk oversættelse, 1961), hvor hovedpersonen, politiløjtnant Al Wheeler, igen har hænderne fulde. Ikke blot med kvinder, men så sandelig også med mord og gåder. Udover politiløjtnanten, som uden sidestykke er Carter Browns foretrukne hovedperson, har han også udgivet bøger med blandt andre Rick Holman, privatdetektiv i Hollywood, og Danny Boyd, New Yorks skarpeste privatdetektiv, i hovedrollerne. Fælles for dem alle er, at de som hovedregel er på mellem 120 til 150 sider lange, og oser af sex. Historierne spænder fra kidnapningssager til mordudgydelser.

Ligesom harlequin-bøgerne er Carter Browns udgivelser letlæselige og uhyrlig nemme at komme igennem. I perioden 1953-68 udgav Carter Brown cirka 150 krimiromaner, hvilket svarer til omtrent 10 romaner årligt. Der er således tale om en form for samlebåndsarbejde fra forfatterens side, hvilket bøgerne selvfølgelig også bærer præg af. Men ligeså let, som Carter Brown skrev dem, ligeså let er læsbarheden. Underholdningsværdien ligger dog ingenlunde under for overstående faktum.

Du kan sikkert finde en eller to Carter Brown-bøger  for en slik i et antikvariat nær dig. Og det synes jeg, at du skal gøre.

“Kvinden flytter ind” af Erlend Loe

Erlends Loes debutroman fra 1993 holder stadig vand. Det er den evige fortælling om et parforhold, hvor kvinden snigende flytter ind, mens manden intetanende følger med.

Kvinde flytter ind Erlend Loe

Kvinden flytter ind består af tre hovedafsnit af hver hundrede fortløbende brudstykker. Disse 300 scener/punkter skildrer et forhold mellem en navneløs, godmodig mand og en handelkraftig kvinde, Marianne.

Fortællingen om Marianne og vores navneløse jeg-fortæller er ingenlunde nogen stor kærlighedsroman. Romanen er snarere et humoristisk blik på forholdet mellem mand og kvinde, samt på de klassiske kønsrollemodeller, som moderne mænd skal leve med – kvinden er nemlig ikke længere den ydmyge og tilbagestående, hun er nu den frembrusende initivtager.

Selve historien er ikke synderlig sindsoprivende, men Erlend Loe er, som man ligeledes kan spotte i resten af hans forfatterskab, i besiddelse af en underspillet humor. Handling er der således ikke meget af, men det er Loes måde at beskrive mandens undrende og nøgterne opfattelse af kvinden.

Det er lykkedes Erlend Loe at skildre parforholdets irriterende fnidder-fnadder, som uundgåeligt findes i alle parforhold. Loe er samtidig så utroligt velskrivende i sin naivistiske stil, at man ikke kan andet end at vende side efter side. Netop den naivistiske Loe-stil har siden debuten været kendetegnende for forfatterskabet, hvor seneste skud på stammen, Status (2014), handler om den afdankede forfatterinde, Nina Faber, som på udgivelsesdagen for sin seneste digtsamling får en helt urimelig anmeldelse, hvorefter det ramler det for hende.

Erlend Loe skriver romaner, som var det minimalistiske filmkomedier. Perfekt til sommersolen
Kvinden flytter ind fylder 160 sider

“Den forsvundne fuldmægtig” af Hans Scherfig

I dag skal vi igen lidt tilbage i tiden for at finde månedens litterære anbefaling. Året var 1938, og den dengang blot 33-årige Hans Scherfig udgav sin anden roman, Den forsvundne fuldmægtig.Den forsvunde fuldmægtig

Fortællingens hovedperson er fuldmægtig Theodor Amsted, ansat i Krigsministeriet, som til punkt og prikke udøver alle sine gøremål, som han altid har gjort og altid vil gøre. Han går den samme rute fra arbejde til hjem hver dag, og er altid hjemme på minuttet.

Men Theodor Amsted, den lille evigt forkølede mand, længes efter friheden. De daglige rutiner i såvel ministerium som hjemme bliver en dag for meget for ham, og en ganske almindelig dag, laver fuldmægtig Amsted et forunderligt forsvindningsnummer. En af hans gamle klassekammerater, Michael Mogensen, sprænger sig selv i luften ude på Amager Fælled, hvortil Theodor Amsted ser muligheden. Han kan forsvinde væk fra alt og alle. Og uden at gå for meget i deltaljer, så skal det siges, at der her er lagt i ovnen til en ordentlig omgang Scherfig-satire. Historien udvikler sig efter tidens normer, og på trods af romanen alder, så er der god underholdning for pengene.

Den forsvundne fuldmægtig er en overordentlig letlæselig bog, den er morsom og særdeles velskrevet. Dens beskrivelser af vanemennesket Theodors Amsted prikker let til selvsamme vanemenneske, som gemmer sig i næsten alle. På godt og ondt.

Romanen er således ingen tyk sag, blot 184 sider i min paperback-udgave fra 1972. Den er heller ikke synderlig dybsindig, men der er til gengæld fyldt op med ironi og satire, som driver ned af bogens sider. Hans Scherfig underspiller herligt sine samfundskritiske pointer igennem romanen, og gør den således til en nydelse at læse. Et godt eksempel er Theodors Amsteds arbejdsplads – Krigsministeriet. Navnevalget siger det hele. Ganske vist har Forsvarsministeriet før heddet Krigsministeriet, men det blev ændret samme år, som Scherfig blev født, i 1905.

På mange måder minder Den forsvundne fuldmægtig om Soyas En gæst, som jeg tidligere har anbefalet.

“En Gæst” af Soya

En Gæst er en satirisk roman om den tyske besættelse. På samme tid er det den underfundige fortælling om en næsten to meter lang ørentvist, som tyranniserer familien Jensens hverdag.Soya - En Gæst

En varm sommerdag dumper en ørentvist ned i familiens Jensens smørkrukke. Moren vil slå den ihjel, men den fjortenårige søn Niels, som er interesseret i dyr, får af sin far lov til at anbringe ørentvisten i et terrarie. Ørentvisten vokser godt til, og bliver større fra dag til dag. Inden længe er den næsten to meter lang, og har udviklet sig til et tyrannisk væsen, der bevæger sig frit rundt i huset, som medbringer den ene ulykke efter den anden. Familien gør dog ikke noget. De ser passivt til, mens skadedyret får lov til at dominere og te sig som den vil. Ørentvisten er jo en videnskabelig sensation med sine næsten to meter. Mens den bliver større og større, og mere og mere dominererende, da krakelerer familien Jensens livsmønstre, som isoleres mere og mere.

En Gæst blev den første danske bog, som blev forbudt under den tyske besættelse. Redaktøren for B.T., Kai Berg Madsen, omtalte fortællingen i avisen, og den blev dér – ikke med urette – fortolket som en allegori over Nazitysklands besættelse af Danmark. Bogen blev beslaglagt, mens såvel forfatteren som forlæggeren blev sigtet. Sagen kom for Byretten, senere anket til Landsretten, hvor den oprindelige byretsdom på 60 dages fængsel blev nedsat til 30. Disse afsonede Soya i Vestre Fængsel. Soyas holdning til besættelsesmagten fik yderligere konsekvenser for ham, da han en kort tid blev interneret i Horserødlejren, udsat for tyske likvideringsforsøg og flygtede senere til Sverige.

Soya var indehaver af en utæmmelig lyst til provokation, så det var ikke så underligt, at fortællingen om En Gæst blev læst med de samfundskritiske briller, især når man tænker på udgivetsåret; 1941. En Gæst kan dog sagtens læses som historien om den ondskab, som bor i os alle, og som pludselig kan vokse sig stor og farlig.

En Gæst er første gang udgivet på Carit Andersens Forlag. Fortællingen er på 140 sider, og findes i udgaver med et 50 siders efterskrift om udgivelsen og den problematik, som den bragte med sig.