“Rosens navn” af Umberto Eco

Det er umådeligt koldt uden for. Det trækker fra vinduerne, og mine stearinlys kan knapt stå stille for vinden. Men hvad er så bedre end at krybe i skjul under dynen med en fabelagtig roman? Jeg har et bud på din vinterroman i år: Rosens navn af Umberto Eco.

Rosens navn Umberto Eco

Der er nok flere, som kender titlen fra filmverdenen, hvor Sean Connery i The Name of the Rose (1986) portrætterede den underfundige detektivmunk, William fra Baskerville. Romanen, som filmen er baseret på, er skrevet af den italienske forfatter, semiotiker og filosof, Umberto Eco.

Handlingen er på en måde utrolig simpel og umådelig kompleks samtidigt. Vi starter med, at franciskanermunken, William fra Baskerville, ankommer sammen med sin lærling, Adso, til et abbedi i middelalderens Italien. Der er øjensynligt sket et mord på en munk, og abbeden Abbone beder William om hjælp til opklaringen af dette mulige mord. Hvad er der sket? Dagen derpå dør endnu en munk, og så er der spænding for alle pengene.

Mange vil hævde – og med god ret – at Rosens navn er en middelalderkrimi. Men den er så meget mere end det; historien er spækket med filosofiske betragtninger og overvejelser, og fuldt med Umberto Ecos store indsigt i litteraturens verden. Herudover er den samtidsfaktuel med et historisk indblik i konflikten mellem paven og kejseren, og sidst, men bestemt ikke mindst, er Rosens navn en ulykkelig kærlighedshistorie mellem to unge individer, som ikke ved hvilke ben, som de skal stå på.

Rosens navn, som udkom første gang i 1980, er bestemt ikke nogen let sag at komme igennem. Den kræver noget af sin læser, den vil noget mere end bare fortælle. Den vil oplyse. Og dette formår Umberto Eco til fulde. Det kan have sine fordele, hvis man kan sin Aristoteles, omend det langt fra er et krav for at kunne følge med. Det er dog fascinerende, hvor dygtigt Eco formår at indskrive filosofien på lige fod med kærlighed såvel som mord.

Så hvis du mangler en lille mursten til vinteraftenerne, så ta’ på biblioteket eller i boghandlen og find Rosens navn – og ja, historien er langt bedre på bog end film – omend jeg også er vild med filmen, men nok mest på grund af Mr. Bond i rollen som William fra Baskerville.

Carter Brown: harlequin til mænd!

Det regner! Har du opdaget det? Det pisser ned, og søndagen er over os. I dag skal man ikke andet end at slænge sig på sofaen, hive en bog ned fra reolen og bare læse løs. Det er en plan, som virker hver gang. Med statsgaranti!Carter Brown

Og taler jeg om harlequin-bøger til mænd? Hvad er det nu for en størrelse? Er det Fifty Shades of Gray, bare til mænd? Svaret er nej. Nej, det er det ikke. Det er til gengæld pulp fiction med umådelig mange mord og masse af sex indblandet.

En af mestrene inden for genre var Alan Geoffrey Yates, som i efterkrigstiden blev et litterært fænomen. Han skrev westerns under pseudonymet Todd Conway, kærlighedshistorier og science fiction under hhv. Caroline Farr og Paul Valdez. Det var dog under pseudonymet Peter Carter Brown, senere blot Carter Brown, at han fik sit internationale gennembrud, som hårdslående pulp fiction-forfatter.

Ganske kort skal det nævnes, at Carter Brown har solgt mere end 120 millioner bøger på verdensplan, og det skulle eftersigende kun være Biblen, som er blevet oversat til flere sprog end Carter Brown-serien. Populariteten omkring forfatteren og hans værker medførte såvel radiospil, tegneseriehæfter, tre franske film, en japansk tv-serie, samt en fransk litterær pris for “The most whiskies drunk in a single novel“.

– Til helvede med det! sagde jeg da telefonen ringede. Jeg fortsatte med det, jeg var ved.
– Ah! sukkede blondinen og spandt som en kat. – Det skulle du ikke gøre.
– Det gør jeg heller aldrig, sagde jeg.
– For en, der aldrig gør det, må man sige, at du gør det godt, mumlede hun. Så sagde hun ah! igen. Lyden døde hen dybt ned i hendes hals.
– Jeg talte om at tage telefonen, sagde jeg sandfærdigt. – I øjeblikke som dette spørger man sig selv, hvorfor ham Bell overhovedet gad rode med det stads.

Sådan åbner Carter Brown for godterne i Den hængte blondine (dansk oversættelse, 1961), hvor hovedpersonen, politiløjtnant Al Wheeler, igen har hænderne fulde. Ikke blot med kvinder, men så sandelig også med mord og gåder. Udover politiløjtnanten, som uden sidestykke er Carter Browns foretrukne hovedperson, har han også udgivet bøger med blandt andre Rick Holman, privatdetektiv i Hollywood, og Danny Boyd, New Yorks skarpeste privatdetektiv, i hovedrollerne. Fælles for dem alle er, at de som hovedregel er på mellem 120 til 150 sider lange, og oser af sex. Historierne spænder fra kidnapningssager til mordudgydelser.

Ligesom harlequin-bøgerne er Carter Browns udgivelser letlæselige og uhyrlig nemme at komme igennem. I perioden 1953-68 udgav Carter Brown cirka 150 krimiromaner, hvilket svarer til omtrent 10 romaner årligt. Der er således tale om en form for samlebåndsarbejde fra forfatterens side, hvilket bøgerne selvfølgelig også bærer præg af. Men ligeså let, som Carter Brown skrev dem, ligeså let er læsbarheden. Underholdningsværdien ligger dog ingenlunde under for overstående faktum.

Du kan sikkert finde en eller to Carter Brown-bøger  for en slik i et antikvariat nær dig. Og det synes jeg, at du skal gøre.

“Jeg er tosset efter dig eller Mordet på Cuxton slot” af Jens August Schade

Dagen i dag, d. 19. marts, er lidt speciel. Det er ikke blot dagen, hvor filmen Fucking Åmål (1998) havde premiere i Danmark, ej heller blot Dr. Livingstones, Dan Turèlls og Philip Roths fødselsdage. Nej, det er såmænd også min. Og hvilken een. To tal, som trækker sig længere og længere væk fra hinanden, og tættere på de tredive. Ja, ja. Seksogtyve er ingen alder, og jeg kan stadig nå at dø som syvogtyveårig. Ligesom alle de andre før mig.

Jeg er tosset efter dig eller Mordet på Cuxton slotNå, men det var Schade, vi skulle tale om; skibonit-københavneren Jens August Schades mest kendte bog er vel nok romanen Mennesker mødes og sød musik opstaar i hjertet (1944). Året efter udkom dog efter min mening een af Schades allerfineste romaner, nemlig Jeg er tosset efter dig eller Mordet på Cuxton slot (1945).

Undertitlen skal man ikke lade sig narre af. En greve er blevet myrdet af din tjener, men sagen er dog ikke så ligetil. Spørgsmålet er nemlig, hvem der fik hvem til hvad udelukkende gennem tankens kraft? Lyder det spøjst? Det er Schade.

Jeg er tosset efter dig eller Mordet på Cuxton slot er ingen almindelig kriminalroman. Det kunne ligesåvel have været en hvilken som helst anden begivenhed, som havde sat skub i historien. Mordet er på sin vis underordnet. Det er til gengæld en fortælling om erotikken mellem mennesker. En dybt poetisk roman, hvor man kan trækken tråde fra (hvis man er kender af) Schades digte. Romanen trænger således dybt ned i det menneskelige sjæleliv, ikke som en freudiansk psykoanalytiker, men derimod som opdagelsesrejsende – skal du med?

Dashiell Hammett: Voldens teolog

Red Harvest af Dashiell HammettSamuel Dashiell Hammett debuterede i 1929 med en krimiroman. Han havde næppe regnet med, at værket skulle blive skelsættende for en helt ny måde at beskrive såvel mord som vold på. Hammett har i sin eftertid inspireret mangt og mange, herunder Raymond Chandler og danske Dan Turèll. Selvsamme Turèll har siden betegnet Dashiell Hammett, som værende Voldens teolog.

Hammett forlod skolen i en alder af 14 år, og arbejdede herefter med alt fra landbrug til primitiv jernbanearbejde. I en perioden på syv år, 1915-1922, var han ansat i Pinkerton National Detective Agency. Op igennem 1920‘erne skrev Hammett hele 32 noveller om den navneløse detektiv, kendt som the Continental Op, som udkom via magasinet Black Mask. Den første novelle udkom i 1922 (The Road Home), mens hans senere kendte værker Rød høst (Red Harvest), Ridderfalken (The Maltese Falcon) og Den tynde mand (The Thin Man) udkom i henholdvis 1929, 1930 og 1934.

Rød høst er siden 1929 udkommet under et væld af nye navne og i flere forskellige medier. Herunder i forskellige bog- og filmformater. I Rød høst ankommer vores navneløse detektiv, the Continental Op, til minebyen Personville, kaldet Poisonville af dets beboere. Med et indbyggertal på omkring 40.000 står Rød høst i klar kontrast til andre krimiromaner fra samtiden, som ofte foregik i Los Angeles (Raymond Chandlers Philip Marlowe-bøger), San Franscisco eller New York (Hammetts egne bøger om detektiverne Sam Spade og Nick Charles). Dette er der i det mindste en god grund til; Poisonville ejes af en og kun en mand, Elihu Wilsson.

Bykongens redaktør-søn bliver skudt, og Elihu hyrer the Continental Op til at opklare mordet. Desuden hyres han til at rydde gevaldigt op i byen, hvilket er hårdt tiltrængt efter en del arbejdskampe mellem minearbejderne og hired thugs, hvor sidstnævnte har overtaget byen. Poisonvilles byråd er blevet erstattet af tre gangstere, henholdvis Pete the Finn, med speciale i spritsmugling, gambleren Whisper og ikke mindst pengemanden Lew Yard. Bogens superskurk er dog ingen af de ovennævnte, men derimod byens gennemkorrumperede politichef, Noonan. For at modstå og bekæmpe disse skurke må vores navneløse detektiv indgå flere forskellige alliancer og spille hverandre ud mod hinanden.


Romanen igennem er bogens femme fatale, Dinah Brand, the Continental Ops evige støtte. Hun er specialist i farlige informationer, hvilket vores navneløse detektiv bruger til at spille de forskellige skurke ud mod hinanden, hvorved alle Poisonvilles ledende gangstere (og en hel del andre – heriblandt 20 navngivne) bliver dræbt. Af byens forskellige slyngler overlever kun bykongen, Elihu Wilsson. The Continental Op vender herefter tilbage til San Francisco, hvor han kom fra.

Rød høst, som Hammetts andre værker, er i forhold til sin samtids øvrige litteratur spækket med såvel vold som blodsudgydelser. Det er det onde og korrupte i den enkelte, som Hammetts især får beskrevet, og dette sker med en sådan nerve, at man til tider kan miste troen på menneskeheden. Dashiell Hammett redder dog sine (som hovedregel mandelige) læsere med sine nøgterne beskrivelser af selvsamme voldsudgydelser. Hammetts værker kan den dag i dag stadig læses, og kan findes antikvarisk for en slik landet over.

Som en sidebemærkning kan man også fornøje sig med Dan Turélls tekst Rød høst, en hyldest til Dashiell Hammett, med musik af Halfdan E – Rød høst af Dan Turéll + Halfdan E

“MORD-serien” af Dan Turèll

Den danske forfatter og digter Dan Turéll kastede sig i 1980‘erne over et noget overraskende projekt. Den ellers eksperimenterende Turéll udgav i 1981 krimiromanen Mord i mørket, som sammen med elleve øvrige bind udgør den nu berygtede MORD-serie.
Dan Turèll - MORD-serien

I tolv bind følges den navneløse freelancejournalist for en fiktive københavneravis, med speciale i kriminalsager. Dette gør ham skiftevis populær og mindre populær hos Bladets redaktør, Otzen. Som hovedregel er vores navneløse journalist yderst villigt hos Otzen, hvilket til dels skyldes, at han i hvert bind står ansigt til ansigt med fem-seks mordofre, som munder ud i underfundige forsideartikler til netop Bladet. Vores navneløse journalist er enddog til tider så tæt på sagernes begivenheder, at det er ham, som finder ligene eller er sågar vidne til mordene.

Igennem MORD-serien mærker man tydeligt, at Turèll lod sig inspirere af såvel Raymond Chandler som Georges Simenon. Som Chandler er Turèlls fortællinger både fandenivoldske og sprængfyldt med sort humor. Vores navnløse journalist er på overfladen en desillusioneret enegænger, men bag det kyniske ydre skjules hans idealistisk tro på det gode i menneskene omkring ham. Ligesom Simenon er Turèlls miljøskildringer både omhyggelige og yderst levende, som er præget af stor realisme (hvis man fraskriver antallet af mord). Når man læser MORD-serien er det nærmest med sammen følelse, som når man følger Simenons Maigret gennem Paris’ forskelligartede gader. Selve plottene træder således i baggrunden for Turèlls beundringsværdige Vesterbro-skildringer; et område, som er noget anderledes end vore dages moderne centrum for hipstere og andet godtfolk. På Turélls tid var Vesterbro hjemstedet for snuskede bodegaer med blandt andet ludere, lumske kroejere, rockerlignende typer og drukkenbolte.

MORD-serien spænder som skrevet over tolv bind udgivet i årene fra 1981 til 1990, og med et gennemsnitligt sidetal på godt 200 sider, så har man nogle pæne tusinde Turèllske sider at give sig i kast med. Perfekt til sensommeren, efteråret og resten af året.