Tinder er mere end et kødkatalog

Jeg har skrevet et debatindlæg til Politikens Debattør- & Kritikerskole. Det handler om at finde kærligheden på Tinder og være stolt af det. Du kan læse det her:

“Jeg var lige flyttet tilbage til København, og en stille aften oprettede jeg en Tinder-profil. Ikke så meget for at finde den eneste ene eller bare knalde lystigt rundt, men mere for at have noget at lave. Tidligere spillede jeg Wordfeud og skød grise i Angry Birds, nu swipede jeg til højre og venstre i et væk. Og jeg drak kaffe i spandevis med fremmede. Og så var hun der. Midt på min iPhone. Hende som siden skulle blive min kæreste. Det var sidste år i oktober. På Tinder.

Vi brugte al vores fritid sammen, og hurtigt var vi ude blandt andre. Og så skete det uundgåelige; vi mødte folk vi kendte. Vi var til en hypermoderne fernisering i Nordisk Brødhus på Rantzausgade om københavnerlitteratur og lyd. Og så kom spørgsmålet Hvor har I mødt hinanden?, som i princippet er det mest uskyldige spørgsmål i verden, men hvad svarer man, når man har mødt hinanden på Tinder? Vi kiggede lettere febrilsk i hinandens øjne, og svarede i kor et langt øhhh. Stilhed.

For hvad er Tinder egenligt, når det kommer til stykket? En knalde-app, et kødkatalog, et klamydialotteri, en casual-kaffedate-generator? Kær app har mange funktioner. Så hvorfor skal jeg være pinlig over at finde kærligheden på Tinder, når jeg tidligere fandt kærester i byen, sent på natten efter utallige øl og drinks?

Senere på aftenen, da vi var kommet ud på åben gade, væk fra ferniseringen og kendte ansigter, snakkede vi. Hvad skal vi sige, når folk spørger? At vi mødtes ved køledisken i Netto?

Vi higer alle efter det romantiske øjeblik, hvor vi går nær Eiffeltårnet eller Colosseum og tilfældigt, nærmest som med et trylleslag støder ind i hinanden, og oplever det famøse kærlighed ved første blik. Tinder er bare ikke ligeså romantisk som Paris eller Rom. Tinder er fyldt med rådne fisk og falske profiler, og man skal fiske ihærdigt og ivrigt for at finde en med potentiale. Så hvorfor skal vi ikke være stolte over at finde hinanden på Tinder? Er det værre end byen, bodegaen eller boghandlen? Nej. Jeg er stolt, og jeg føler, at jeg skylder Tinder og min egen fisketeknik alt. Jeg har nemlig fundet hende, som jeg vil være sammen med, hende som gør mig glad. Tak, Tinder. Uden dig var der ingen Simone. Tak.”

Karl Ove og mig #4

Det er mandag aften. Jeg sidder et sted i Københavns sydhavn. I et lejet værelse tæt på Mozarts Plads, hvor jeg har boet siden jeg kom tilbage til hovedstaden i august måned. Og hvorfor skriver jeg overhovedet det her? Hvad er det som driver værket?

Jeg må indrømme, at Knausgård har fået sit tag i mig. Jeg ved ikke om jeg kan løsrive mig.

Jeg satte mig i november 2014 for at læse hans megaroman Min kamp i 2015. Hvorfor? Ja, bare fordi… Fordi jeg havde fået den anbefalet på det varmeste af Lasse, som er ih og åh så belæst, når det gælder litteratur. Det var ligeledes ham, som gjorde udslaget for min Murakami-fascination.

Nu er der gået 40 dage af det nye år, og jeg har netop afsluttet femte bind. Der mangler kun et enkelt, som dog er det længste bind på knap 1300 sider. Hvad så bagefter? Hvad skal jeg så? Jeg skal skrive, og jeg skal skrive meget. Jeg har selv så mange igangværende skriveprojekter, så mange idéer som skal ud gennem fingrene og ned på tastaturet, for siden at blive til nuller og ettaller i cyperspace. Men først vil jeg pløje mig igennem det sidste bind. Hvor underligt er det ikke, at jeg kender Karl Ove bedre end mine nærmeste?

Karl Ove og mig #3

Bum. Ja. Karl Ove har besat mig. Han er over det hele. Her, der og alle vegne. Og hvordan går det så?

Tjoh, det går godt. Jeg er midt i bind 4, og det må jeg sige kommer bag på mig. Ikke så meget fordi det er mange sider, men mere fordi at jeg har gidet at læse så mange sidder af samme forfatter ud i en strækning. Det er immervæk omtrent totusinde sider, som jeg indtil videre har ædt mig igennem. Og hvad kan man så sige om de foregående treethalvt bind? Det er velskrevet. Så uhyggeligt velskrevet. Det går lige i mellemgulvet, lige i lattermusklerne, lige i hjernen. Det er barnemad, det er hjerneguf. Og selvom jeg kun har læst omtrent halvdelen af værket, så gruer jeg for når jeg vender sidste side, for hvad skal man så? Hvad sker der efter stilheden?

Og lige et udsnit fra en scene i bind 4, hvor 18-årige Karl Ove har inviteret til studenterfest hjemme, mens moderen er ude:

“Hun var mørk, alt ved hende var mørkt, tilmed tøjet, hun var den eneste der ikke gik i den røde dragt, men i en sort bluse, en sort nederdel og sorte strømpebukser. Vil du med ind på værelset derinde, hviskede jeg, hun nikkede, jeg havde drukket meget, og tænkte at det ville forandre alting, for nu var jeg jo pisseligeglad, var ikke nervøs over noget, og jeg tog mine nøgler frem og låste døren op ind til mit værelse, holdt armen om hende, hun tog den lille taske af, som havde hængt over skrå på brystet, lagde sig på min seng, for det gennem mig, jeg trak hendes bluse op over hovedet, kyssede de mørke brystvorter, gned hovedet mellem dem længe, nu sker det, tænkte jeg, nu har jeg en pige her, nu skal jeg i seng med hende, og mine ben rystede da jeg rejste mig for at trække hendes strømpebukser af, hun lod mig gøre det, jeg trak mine bukser af, nu skete det, hun var nøgen, hendes hud lyste hvidt i mørket, jeg strøg hånden mellem hendes ben og mærkede det krøllede, men alligevel glatte hår, og jeg var nøgen, og jeg vred kroppen lidt, hun sagde, du ligger så tungt, jeg rejste mig lidt op, og så rørte min pik hendes hår, jeg pressede lidt, længere ned, sagde hun, det gjorde jeg, og der var der vådt og blødt og så nej, nej, for fanden, nej, nej, nej.

Lange, stødagtige ryk gik gennem mig mens hun lå med åbne øjne og stirrede op på mig.

Nej, nej, nej.

Jeg var ikke engang kommet ind i hende. Et par centimeter måske. Og så var det overstået. Jeg faldt ned oven på hende og kyssede hende på halsen. Hun skubbede mig væk og rejste sig halvt op. Jeg rakte ud efter hende, tog hende på brysterne, men hun rejste sig bare, tog trusser og strømpebukser på og gik ud af værelset.”

Karl Ove og mig #2

At sluge en bog.

Det er et fænomen, som jeg af og til oplever. Og det gjorde jeg så sandelig med bind 1 af Karl Ove Knausgårds mastodont Min kamp. Det var vilde sager. På en gang uhyrligt letlæseligt og på samme tid umådeligt appetitvækkende. Hver eneste side tvang øjnene til at løbe over ordene og sætningerne, som var det legene børn på isen. Det gik snildt og helt af sig selv.

Jeg må nok indrømme, at jeg er svært imponeret over den knausgårdske skrive- og fortællerstil. Den er enkel og ligetil, den er jordnær og dybdegåene. Knausgård skriver så alle kan være med. Ganske enkelt.

Det eneste, som står tilbage efter sidste vendte side, er, at man gerne vil have mere, mere, mere. Mere Knausgård. Flere erindringer, flere betragtninger, flere små-historier. Og heldigvis er der endnu fem fulde bind tilbage, som han kan boltre sig på. Jeg er langt fra færdig med Karl Ove.

Karl Ove og mig #1

Vi befinder os i de sidste dage op mod nytåret 2014/15. Mangt og mange sætter sig nytårsfortsæt. “Jeg skal tabe mig 10 kilo”, “jeg vil være er bedre menneske”. Ikke jeg. Jeg vil være lige så grum og egoistisk som altid. Næsten. Alle kan jo forbedre sig, gradvist.

Næh, mit nytårsfortsæt er såmænd at læse hele Karl Ove Knausgårds 6-bindsværk Min kamp i løbet af de første seks måneder af 2015, intet mindre, intet mere. Er det et nytårsfortsæt, Sune? Javist, det er det da. Jeg forbedrer mig kulturelt ud i den norske litteratur, hvor jeg indtil videre kun har læst Knut Hamsun og Erlend Loe (og ja, selvfølgelig Bjørnstjerne Bjørnson, men det var i gymnasiet, så tæller det overhovedet?). I de næste måneder vil jeg under “Karl Ove og mig”-overskriften skrive lidt meninger, positive som negative, om min læsning af 6-bindsværket. Og jeg håber, at netop du vil læse med.