“L” af Erlend Loe

Det er snart jul. Jeps, den er god nok. Kan du ikke mærke det? Julestemningen har hængt i luften (og i Magasin) i den seneste måned til to. Men selvom det er jul, så er det ikke just en julebog, som er månedens litterære anbefaling fra min hånd. Det er derimod romanen L af Erlend Loe.

Erlend Loe LL er en underfundig og humoristisk fortælling om en ekspedition bygget på en spændende, dog lidt løs teori. Romanen er selvbiografisk, eller det vil sige, at Erlend Loe har bygget fortællingen op om sin egen person, den dengang 29-årige Erlend, stor og stærk. Erlend mener ikke, at han endnu har opnået noget særligt. Han har ganske vist bygget en væg på 17 kvm., men hvad er det i forhold til andre mennesker? Han har ikke gjort noget for sit land. Han har ikke bidraget til kæmpernes fødeland. Men en dag, da han prøver sine nye skøjter, får han pludselig en tanke: Kunne de polynesiske øer i sin tid være blevet befolket af sydamerikanere, som tog den på skøjter hen over et islagt Stillehav?

Erlend mener selv, at hans migrationsteori holder stik, og han beslutter sig herfor at lave en ekspedition, der kan bevise hans teori. Fortællingen herom rummer alt; kærlighed (eller mangel på samme), finansielle spørgsmål, udvælgelsen af ekspeditionsmedlemmerne, og ikke mindst de tanker, som sker langt ude på en meget lille ø ude i Stillehavet.

Det er således fortællingen om en ambitiøs norsk ekspedition, som drager til den anden side af jordenkloden for at bevise en hidtil overset migrationsteori. Og med Erlend Loes sikre skrivestil er der lagt i ovnen til underfundigheder, skøre tankemønstre og ikke mindst en god portion humor. Og netop humoren er det, som binder denne fortællingen sammen. Men bag selvsamme humor gemmer sig en litterær begavelse uden sidestykke. Erlend Loe har med L skrevet sig ind i den norske historie, og har (for mit vedkommende) sat landet på det litterære verdenskort. Så inden det bliver jul og boghandlerne og bibliotekerne lukker, så ta’ hen og find romanen. Den skulle have været min juleferiebog, men ak. Siderne åd sig selv. En ægte page-turner.

“Kvinden flytter ind” af Erlend Loe

Erlends Loes debutroman fra 1993 holder stadig vand. Det er den evige fortælling om et parforhold, hvor kvinden snigende flytter ind, mens manden intetanende følger med.

Kvinde flytter ind Erlend Loe

Kvinden flytter ind består af tre hovedafsnit af hver hundrede fortløbende brudstykker. Disse 300 scener/punkter skildrer et forhold mellem en navneløs, godmodig mand og en handelkraftig kvinde, Marianne.

Fortællingen om Marianne og vores navneløse jeg-fortæller er ingenlunde nogen stor kærlighedsroman. Romanen er snarere et humoristisk blik på forholdet mellem mand og kvinde, samt på de klassiske kønsrollemodeller, som moderne mænd skal leve med – kvinden er nemlig ikke længere den ydmyge og tilbagestående, hun er nu den frembrusende initivtager.

Selve historien er ikke synderlig sindsoprivende, men Erlend Loe er, som man ligeledes kan spotte i resten af hans forfatterskab, i besiddelse af en underspillet humor. Handling er der således ikke meget af, men det er Loes måde at beskrive mandens undrende og nøgterne opfattelse af kvinden.

Det er lykkedes Erlend Loe at skildre parforholdets irriterende fnidder-fnadder, som uundgåeligt findes i alle parforhold. Loe er samtidig så utroligt velskrivende i sin naivistiske stil, at man ikke kan andet end at vende side efter side. Netop den naivistiske Loe-stil har siden debuten været kendetegnende for forfatterskabet, hvor seneste skud på stammen, Status (2014), handler om den afdankede forfatterinde, Nina Faber, som på udgivelsesdagen for sin seneste digtsamling får en helt urimelig anmeldelse, hvorefter det ramler det for hende.

Erlend Loe skriver romaner, som var det minimalistiske filmkomedier. Perfekt til sommersolen
Kvinden flytter ind fylder 160 sider

“Populærmusik fra Vittula” af Mikael Niemi

Vi skal nordpå. Vi skal hele vejen til den svensk-finske grænse, her finder vi en lille flække ved navn Vittula. Vi er i starten af 1960’erne, hvor de asfalterede veje og moderne toner endelig er ved at nå selv de mest afsondrede lokalsamfund.Populærmuisk fra Vittula

Byens beboere har det selvfølgelig svært med de nye tendenser, især den ældste del af befolkningen forsøger at fastholde de gammelvante folketraditioner, mens de unge istedet tager imod tidens nye toner med åbne arme, herunder selvfølgelig den legendariske Jailhouse rock fremført af the king of rock and roll, Elvis Presley.

Populærmusik fra Vittula er i gammeldags forstand en klassisk dannelsesroman, som følger drengen Mattis gennem dennes drømme væk ingenmandslandet til rockens berømmelse. Forfatteren, Mikael Niemi, fokuserer imidlertid ikke meget på det endegyldige slutmål, men med Populærmusik fra Vittula får vi istedet en række, nærmest rituelle, oplevelser fra Mattis overgang til voksenlivet.

Som dannelsesromaner er flest, er hovedformålet at beskrive et kultursammenstød; i denne roman er det sammenstødet mellem barndommen og voksenlivet, mellem religionen og gudløsheden, og ikke mindst mellem det finske og det svenske.

Mikael Niemis sprogbrug er romanen igennem vidunderligt. Han formår således at indramme såvel det talte som det skrevne sprog. Selv titlen, Populærmusik fra Vittula, gør brug af talesproget, men det bliver aldrig for meget. Niemi har tilpas afpasset sin skrivestil således, at den veksler eminent mellem replikker og forklarende sidenoter.

Populærmusik fra Vittula (2000) er på dansk udgivet på Lindhardt og Ringhof, og oversat af Lise Skafte Jensen. Den er siden udkommet i såvel hard- som paperback-udgaver; nærværende eksemplar er fra 2006 (2. udgave, 7. oplag) og fylder 248 sider.

“Den forsvundne fuldmægtig” af Hans Scherfig

I dag skal vi igen lidt tilbage i tiden for at finde månedens litterære anbefaling. Året var 1938, og den dengang blot 33-årige Hans Scherfig udgav sin anden roman, Den forsvundne fuldmægtig.Den forsvunde fuldmægtig

Fortællingens hovedperson er fuldmægtig Theodor Amsted, ansat i Krigsministeriet, som til punkt og prikke udøver alle sine gøremål, som han altid har gjort og altid vil gøre. Han går den samme rute fra arbejde til hjem hver dag, og er altid hjemme på minuttet.

Men Theodor Amsted, den lille evigt forkølede mand, længes efter friheden. De daglige rutiner i såvel ministerium som hjemme bliver en dag for meget for ham, og en ganske almindelig dag, laver fuldmægtig Amsted et forunderligt forsvindningsnummer. En af hans gamle klassekammerater, Michael Mogensen, sprænger sig selv i luften ude på Amager Fælled, hvortil Theodor Amsted ser muligheden. Han kan forsvinde væk fra alt og alle. Og uden at gå for meget i deltaljer, så skal det siges, at der her er lagt i ovnen til en ordentlig omgang Scherfig-satire. Historien udvikler sig efter tidens normer, og på trods af romanen alder, så er der god underholdning for pengene.

Den forsvundne fuldmægtig er en overordentlig letlæselig bog, den er morsom og særdeles velskrevet. Dens beskrivelser af vanemennesket Theodors Amsted prikker let til selvsamme vanemenneske, som gemmer sig i næsten alle. På godt og ondt.

Romanen er således ingen tyk sag, blot 184 sider i min paperback-udgave fra 1972. Den er heller ikke synderlig dybsindig, men der er til gengæld fyldt op med ironi og satire, som driver ned af bogens sider. Hans Scherfig underspiller herligt sine samfundskritiske pointer igennem romanen, og gør den således til en nydelse at læse. Et godt eksempel er Theodors Amsteds arbejdsplads – Krigsministeriet. Navnevalget siger det hele. Ganske vist har Forsvarsministeriet før heddet Krigsministeriet, men det blev ændret samme år, som Scherfig blev født, i 1905.

På mange måder minder Den forsvundne fuldmægtig om Soyas En gæst, som jeg tidligere har anbefalet.

“Post Office” af Charles Bukowski

Ifølge Den danske Folkekirke er påskelørdag egentlig ”Herrens store hviledag”, altså dagen, hvor Jesus lå i gravens mørke. Om lørdagen lå alt således stille. Alt. Det kan man ikke sige om det danske samfund, som i dag står på den anden ende, fordi alle og enhver tror, at to yderligere lukkedage vil bringe hungersnød over det ganske land. Hvis du er een af dem, som ikke orker indkøbsræset, så vil jeg her anbefale dig en roman. Og hvilken een – Charles Bukowskis Post Office!

Post Office af Charles Bukowski

Den overvejende del af Charles Bukowskis forfatterskab er digte, men han er immervæk nok mest kendt for sine romaner, som i overvejende grad omhandler hans selvbiografiske karakter Henry “Hank” Chinaski.

Chinaski fungerer i praksis som Bukowskis alter ego, og som forsøger at kombinere rollerne som drukkenbolt og ludfattige, dog kæmpende digter. Bukowskis nok kendteste romaner er henholdsvis Factotum (1975) og Hollywood (1989), som siden er blevet filmatiseret med Matt Dillon og Mickey Rourke i hovedrollerne. I dag skal det dog kort handle om hans debutroman Post Office (1971), hvor Charles Bukowski skrev sig ind i en tradition, som vi den dag i dag kender som beatgenerationen.

Post Office følger vi Henry Chinaskis oprør mod det amerikanske samfund, hvor han bevæger sig på skyggesiden af selvsamme samfund, med alkohol i blodet. Charles Bukowski får i romanen belyst den mere dystre side af det menneskelige sind.

Henry Chinaski er den ubestridte mester i problematiske forhold. Hvis det ikke er med chefen – Mr. Johnstone, så er det på hjemmefronten, hvor han lever sammen med Betty, som ligeledes er mere end glad for alkohol. Chinaski og Betty drikker så det basker, og det er mere reglen end undtagelsen, at de møder tømmermændsbefængte på arbejde, til tider er de endda stadig stangstive.

Chinaski har yderst svært ved at indordne sig postkontorets ordensregler, og igennem fortællingen ses en stadig voksende livslede. En dag bliver han bedt om at forlade hjemmet, hvilket han gør; han efterlader alle sine ting til Betty, han finder et nyt sted at bo. Eller nyt og nyt – et ildelugtende sted, hvor han for alvor kan leve isoleret.

Uden at komme længere ind i romanen, så er det en fortælling om Chinaskis op- og nedture. Til tider sejler det hele, men Chinaski går aldrig under. Som en korkprop flyder han (med den stadige stigende alkoholmængde i blodet) oven vande.

Ja, romanen er jo ikke just positiv, og det er ikke for den fine, opmuntrende fortælling, at man skal give sig i kast med Post Office. Det er derimod for Bukowskis helt igennem exceptionelle skrivestil, som rammer en nerve, som jeg ikke har set nogetsteds før eller siden. Bukowski har med Post Office formået at skrive dialoger, som er så skarpe, at man nærmest kan skære sig på dem. Og i den forbindelse vil jeg på det kraftigste anbefale, at man finder nærværende roman på originalsproget – det umådelige lækre amerikanske sprog, som Bukowski udnytter til fulde.