Karl Ove og mig #4

Det er mandag aften. Jeg sidder et sted i Københavns sydhavn. I et lejet værelse tæt på Mozarts Plads, hvor jeg har boet siden jeg kom tilbage til hovedstaden i august måned. Og hvorfor skriver jeg overhovedet det her? Hvad er det som driver værket?

Jeg må indrømme, at Knausgård har fået sit tag i mig. Jeg ved ikke om jeg kan løsrive mig.

Jeg satte mig i november 2014 for at læse hans megaroman Min kamp i 2015. Hvorfor? Ja, bare fordi… Fordi jeg havde fået den anbefalet på det varmeste af Lasse, som er ih og åh så belæst, når det gælder litteratur. Det var ligeledes ham, som gjorde udslaget for min Murakami-fascination.

Nu er der gået 40 dage af det nye år, og jeg har netop afsluttet femte bind. Der mangler kun et enkelt, som dog er det længste bind på knap 1300 sider. Hvad så bagefter? Hvad skal jeg så? Jeg skal skrive, og jeg skal skrive meget. Jeg har selv så mange igangværende skriveprojekter, så mange idéer som skal ud gennem fingrene og ned på tastaturet, for siden at blive til nuller og ettaller i cyperspace. Men først vil jeg pløje mig igennem det sidste bind. Hvor underligt er det ikke, at jeg kender Karl Ove bedre end mine nærmeste?