Om at anmelde

Setup:

  • Kaffe, gerne en kandefuld
  • Nogenlunde ro, måske noget jazz i baggrunden, helst noget Miles Davis
  • Gerne aften, i lys fra laptop og skrivebordslampen

Det er angstprovokerende at anmelde. Så er det sagt. Men det er ligeledes fantastisk. At være een af de få førstegangslæsere, der skal beskrive værket for alle de andre. Jeg elsker det. Simple as that.

Hver gang jeg står foran en anmelderopgave, er jeg blank. Jeg har læst værket en, to, tre gange. Forskellige steder; derhjemme, i offentlig transport til og fra arbejdet, og på en bænk et sted i naturen. Men alligevel er jeg blank. For hvordan starter man? Hvad skal det ende med? Det eneste jeg ved, når jeg begynder, er, om jeg kan li’ ordene. Siger de mig noget. Er det æstetisk udført. Glimter ordene eller er de det rene makværk. Jeg håber altid på det første.

Nå, men jeg sidder med blankt dokument foran mig. Så hvordan starter jeg?

Jeg begynder bare at skrive. Om hvad? Om hvad jeg laver. Klokken er 21.37, jeg sidder i Københavns Sydhavn, foran mig ligger XY skrevet af NN … blah-blah-blah …

På et tidspunkt rammer den, så kommer de rigtige ord ud, de fuldgyldige betragtninger, følelserne. Og så er alt andet ligegyldigt. Jeg retter til, retter ind og sletter. For hvert ord der består har jeg måske slettet ti, måske femten.

Jørgen Leth beskrev det bedst:

man skal skrive en masse lort
hver eneste gang
inden man måske når frem
man skal være helt stille
man skal igennem det at være
præcis så dum”

Udsnit fra Hælder alting ud,
fra digtsamlingen Billedet forestiller, 2000.