Oslogade/Randersvej

Blækket strømmer i blodet,
gråvejr bliver til solskin,
mens foråret er på vej,
letter uglen fra sit skjul.
Nord for byen
vandrer jeg gader tynde,
og nynner en forlængst glemt melodi,
jeg kan høre græsset gro.

sr2014/04

Aarhus skyline

Latinerkvarteret er fyldt op
med hipsterglade mennesker
på caféerne langs fortovene.
I nattens mørke lys
står byen klart forført
mellem stjernerne og månen,
og mørket omklamrer livet,
mens de enkelte skyer
agerer dyner over byens tage.
Aarhus skyline,
et liv i ydrekanten
af virkeligheden.

sr2014/04

Camouflage og briller

Jeg har gemt mig et sted i indre by,
et sted mellem Klostertorvet
og Hovedbiblioteket,
og selvom jeg er fremmede,
så blender jeg fint ind
blandt de lokale –
de ser mig ikke.
Jeg ligner en af de lokale,
i brun camouflage og briller.
3A kører hele vejen til Tilst,
derude hvor intet ender.
Jeg gemmer mig i midtbyen.

sr2014/03

Viborgvej

Den blodrøde asfalt
fortæller sine egne historier,
jeg er milevidt fra fuglesang
og solopgang.
Nattens klamme hånd
omkranser selve livet,
og jeg går alene på vejen op mod Hasle Torv.
Jeg er allerede blevet fortrolig
med mørket,
og ser ikke andet end stjernerne,
jorden forbliver mørk rød.
Der er langt endnu.

sr2014/03

I et tog i modgang

Det er op ad bakke,
toget er fyldt til renden,
men folk er virkelig stille
i stillekupéerne.
Jeg er gæsten,
ham, der kun kortvarigt kører med,
og som bare ønsker sig hjem.
Aros er en svunden by i horisonten,
som atter kommer nærmere.

sr2014/03