Toogfirsti

Klokken er på slaget tolv,
hjem til Aarhus ligger langt væk –
det er drømmen om byen,
som lige såvel kunne ha’ heddet
Aalborg eller Roskilde.
Eller nærmere København
og Amager,
men som nu hedder Aarhus med V,
toogfirsti,
og det er drømmen om liv,
og et hjem i en fremmed by.

sr2014/03

“Jeg er tosset efter dig eller Mordet på Cuxton slot” af Jens August Schade

Dagen i dag, d. 19. marts, er lidt speciel. Det er ikke blot dagen, hvor filmen Fucking Åmål (1998) havde premiere i Danmark, ej heller blot Dr. Livingstones, Dan Turèlls og Philip Roths fødselsdage. Nej, det er såmænd også min. Og hvilken een. To tal, som trækker sig længere og længere væk fra hinanden, og tættere på de tredive. Ja, ja. Seksogtyve er ingen alder, og jeg kan stadig nå at dø som syvogtyveårig. Ligesom alle de andre før mig.

Jeg er tosset efter dig eller Mordet på Cuxton slotNå, men det var Schade, vi skulle tale om; skibonit-københavneren Jens August Schades mest kendte bog er vel nok romanen Mennesker mødes og sød musik opstaar i hjertet (1944). Året efter udkom dog efter min mening een af Schades allerfineste romaner, nemlig Jeg er tosset efter dig eller Mordet på Cuxton slot (1945).

Undertitlen skal man ikke lade sig narre af. En greve er blevet myrdet af din tjener, men sagen er dog ikke så ligetil. Spørgsmålet er nemlig, hvem der fik hvem til hvad udelukkende gennem tankens kraft? Lyder det spøjst? Det er Schade.

Jeg er tosset efter dig eller Mordet på Cuxton slot er ingen almindelig kriminalroman. Det kunne ligesåvel have været en hvilken som helst anden begivenhed, som havde sat skub i historien. Mordet er på sin vis underordnet. Det er til gengæld en fortælling om erotikken mellem mennesker. En dybt poetisk roman, hvor man kan trækken tråde fra (hvis man er kender af) Schades digte. Romanen trænger således dybt ned i det menneskelige sjæleliv, ikke som en freudiansk psykoanalytiker, men derimod som opdagelsesrejsende – skal du med?

Læs gigantromaner på rekordtid

Teknologien længe leve! Hip-hip hurra!

Den amerikanske softwareudvikler Spritz har udviklet en app, som tillader dig at læse op mod 600 ord i minuttet! Ja, det var ikke så lidt. Sekshundrede, mine damer og herrer.

Sagen er den, at appen blot viser et ord ad gangen, og at hvert ord har et enkelt fremhævet rødt bogstav, som eftersigende gør, at hjernen hurtigere kan opfatte ordet. Samtidig gør det faktum, at det røde bogstav hele tiden er centraliseret det, at ens øjne ikke skal bevæge sig, hvilket skruer læsehastigheden gevaldigt i vejret.

App’en må betragtes som et skimmeredskab, da man ikke nødvendigvis får fat i alle detaljer, men man fatter derimod helheden. App’en findes endnu kun til visse Samsung-mobiler, men kommer den ligeså ud hos Apple og alle de andre store selskaber, så skal den nok gribe om sig.

Efter min vurdering egner app’en sig ikke til narrative forstællinger med alt for mange metaforer og billeder, men derimod til folk, som skal holde sig orienteret i større stofmængder på meget kort tid, herunder Barack Obama

Prøv selv app’en på Spritz’s hjemmeside, hvor man kan indstille ordstrømmen fra 250 til 600 ord/minut – læs løs her!

“Trækopfuglens krønike” af Haruki Murakami

Trækopfuglens krønike

Ved første øjekast kan Trækopfulgens krønike virke som en uoverskuelige satan af en roman med sine 635 sider. Og det bliver ikke bedre af bogens tykkelse, som mere minder om mursten end spændende litteratur. Men lad dig ikke narre. Den japanske succesforfatter, Haruki Murakami, som til tider bliver nævnt som potentiel nobelprismodtager i litteratur, modtog allerede med sin tredje roman, En vild fårejagt (1982, på dansk 1996), den prestigefyldte japanske litterære pris, Noma-prisen. Hans mest omtalte og nok bedst solgte roman udkom i 1994, på dansk 2001 på forlaget Klim.

Trækopfulgens krønike handler i meget forenklede træk om Toru Okada, som lever et yderst stilfærdigt liv i Japan med sin kone, Kumiko. Okada har førend historiens begyndelse opsagt sit arbejde på advokatkontoret, og passer derfor nu hjemmet og parrets kat, mens konen arbejder som redaktør på et forlag. Men en dag forvinder først katten, siden er konen ligeledes sporløst forsvundet. Hun tager på arbejde en morgen for aldrig mere at komme hjem. I Okadas desperate søgen efter sin kone, kommer han i kontakt med såvel stærke som skrupelløse kræfter i det japanske samfund. Undervejs får Okada hjælp og vejledning fra en dødsfikseret teenagepige, to synske søstre, samt en gammel soldat.

Selve handlingen i Trækopfulgens krønike lader sig ikke uden videre referere, da der er tale om en fortælling, hvor historier og beretninger blandes i et væk med mystik og virkelighed. Hvad er virkeligt og hvad er blot tanker og fantasi? Romanen er med rette blevet genrebestemt til at være magisk realisme. Intet andet kan omfatte denne fortælling.

Selvom Haruki Murakami er meget vestligt orienteret, da kan Trækopfulgens krønike sagtens betegnes som en japansk dannelsesroman, hvor jeg-personen, Toru Okada, drages ind og ud af virkeligheden og den japanske underverden, for at finde Kumiko og sig selv.

Som tidligere nævnt, så skal man ikke lade sig skræmme af romanens længde. 635 sider er en moppedreng, javist, men Murakamis sprog er så let og ligetil, at man nemt lever sig helt ind i Okadas kamp for at bryde gennem mørket. Trækopfulgens krønike er en gigantisk roman, hvor filosofi, historie, psykologi og kunst binder fortællingen sammen på fortryllende vis. Romanen er med rette Haruki Murakamis hovedværk! Dog skal man ikke glemme eller lade sig snyde for hans seneste udgivelse, 3-bindsværket 1Q84, som ligeledes blander realismen med magien.

“En Gæst” af Soya

En Gæst er en satirisk roman om den tyske besættelse. På samme tid er det den underfundige fortælling om en næsten to meter lang ørentvist, som tyranniserer familien Jensens hverdag.Soya - En Gæst

En varm sommerdag dumper en ørentvist ned i familiens Jensens smørkrukke. Moren vil slå den ihjel, men den fjortenårige søn Niels, som er interesseret i dyr, får af sin far lov til at anbringe ørentvisten i et terrarie. Ørentvisten vokser godt til, og bliver større fra dag til dag. Inden længe er den næsten to meter lang, og har udviklet sig til et tyrannisk væsen, der bevæger sig frit rundt i huset, som medbringer den ene ulykke efter den anden. Familien gør dog ikke noget. De ser passivt til, mens skadedyret får lov til at dominere og te sig som den vil. Ørentvisten er jo en videnskabelig sensation med sine næsten to meter. Mens den bliver større og større, og mere og mere dominererende, da krakelerer familien Jensens livsmønstre, som isoleres mere og mere.

En Gæst blev den første danske bog, som blev forbudt under den tyske besættelse. Redaktøren for B.T., Kai Berg Madsen, omtalte fortællingen i avisen, og den blev dér – ikke med urette – fortolket som en allegori over Nazitysklands besættelse af Danmark. Bogen blev beslaglagt, mens såvel forfatteren som forlæggeren blev sigtet. Sagen kom for Byretten, senere anket til Landsretten, hvor den oprindelige byretsdom på 60 dages fængsel blev nedsat til 30. Disse afsonede Soya i Vestre Fængsel. Soyas holdning til besættelsesmagten fik yderligere konsekvenser for ham, da han en kort tid blev interneret i Horserødlejren, udsat for tyske likvideringsforsøg og flygtede senere til Sverige.

Soya var indehaver af en utæmmelig lyst til provokation, så det var ikke så underligt, at fortællingen om En Gæst blev læst med de samfundskritiske briller, især når man tænker på udgivetsåret; 1941. En Gæst kan dog sagtens læses som historien om den ondskab, som bor i os alle, og som pludselig kan vokse sig stor og farlig.

En Gæst er første gang udgivet på Carit Andersens Forlag. Fortællingen er på 140 sider, og findes i udgaver med et 50 siders efterskrift om udgivelsen og den problematik, som den bragte med sig.