“Hjælp, det er jul!” af John Grisham

Hjælp, det er jul! af John Grisham

Nora og Luther Krank har netop sendt deres datter, Blair, afsted til Peru, hvor hun skal lære små børn at læse. Det bliver ægteparrets første jul uden deres datter i hjemmet, hvilket især tager hårdt på Nora, som bekymrer sig meget for datterens velbefindende. Hendes mand opdager til sin gru og rædsel, hvor mange penge familien egentlig bruger hvert eneste år på julen. Hvad man dog ikke kunne gøre for disse penge. Luther får en idé – at droppe julen, bare et enkelt år, nu hvor deres datter alligevel er udenlands. Parret Krank trænger så grueligt meget til et krydstogt.

Luther planlægger og bestiller rejsen med afgang d. 25. december, og så skal parret bare nyde, at de i år slipper for al julestressen. Intet juletræ, ingen juleindkøb, ingen firmajulefrokost, ingen julepynt hverken uden- eller indendørs, og ikke mindst ingen Frosty, vejens julemaskot (som alle naboerne har på taget i julemåneden).

Men som vi alle ved, så er dét at undgå jul næsten så godt som umuligt. Luther har dog planlagt det hele, men intet går efter planen. Det viser sig nemlig hurtigt, at man ikke bare kan bestemme sig for at droppe julen. Alle i parrets omgangskreds fejrer julen med alt hvad dertil hører. Og ingen i omgangskredsen viser nogen egentlig forståelse for parrets planer.

Hjælp, det er jul! er en såvel satirisk og charmerende måde at sætte julen i et andet perspektiv. John Grisham, som ellers er kendt for spændingsromaner såsom Firmaets mand (The firm) og Pelikan Notatet (The Pelican Brief), begge filmatiseret, har med Hjælp, det er jul! vist, at han også formår at skrive humoristisk.

Hjælp, det er jul! udkom i 2001, og blev i 2004 filmatiseret under navnet Christmas with the Kranks med  Jamie Lee Curtis og Tim Allen i hovedrollerne, som ægteparret Krank.

Juledigt anno 2013

Traditionen tro skriver jeg kun negative juledigte – alt det der med velsignet bud og klokker der kimer, fordi et barn er født i Betlehem i voldsom trængsel og alarm, det er bare ikke rigtigt mig. Julen er skam hyggeligt, jovist, og mens vi venter på julen anno 2013, så kaster jeg da gerne mit ydmyge bud ud på et negativt juledigt:

Mens vi venter på far

Tøsneen har lagt sig tungt
langs gadernes overflader,
det er koldt,
det er bidende koldt
og blæsende.
Mellem de nøgne træer
står julen på skjul,
og venter på at vi har sat os til højbords,
fortæret såvel and som gris,
og føler os mætte som sidstnævnte.
Hyggen er over os,
hygge er noget vi har i Danmark,
noget vi kun har her til lands.
Og mens vi venter på fader Jul,
skriger børn som voksne
på alskens materielle goder.
Jeg er skam ikke skinhellig,
jeg skriger ligeså om ro
og ikke mindst gaver.
Jeg drømmer om hvid støj,
som kan overdøve alt og alle,
så jeg kan være alene med mig selv.

sr2013/12

“Poetry in (e)motion” af Scroobius Pip

Selv som garvet læser, kan det at læse digtsamling efter digtsamling hurtigt blive en lidt kedelig affære. Ikke indholdet, men selve udseendet bliver tit det samme om man læser Bukowski eller Ditlevsen.

Poetry in (e)motion, forside

Den britiske poet David Meads, kaldet Scroobius Pip efter Edward Lears klassiske digt af (næsten) samme navn, har dog lavet en digtsamling af dimensioner. Teksterne i Poetry in (e)motion er såvel åbenhjertelige som uhøjtidelige, friske som provokerende. Og så er de endda illustrerede. Bogen tog sin egentlige begyndelse som en illustrationsudfordring fra Scroobius Pip til sine MySpace-tilhængere, og de tilbagemeldinger, som er medtaget i nærværende digtsamling, er ligeså eklektiske som teksterne selv, som spænder fra overvejelser om selvmord til den mere surrealistiske tekst Waiting for the beat to kick in, hvor Scroobius Pip vandrer gennem en mystificeret udgave af New York.

Poetry in (e)motion er egentlig et genoptryk af ti af Scroobius Pips sange, visualiseret af et udvalg af talentfulde kunstnere. Nogle af teksterne tager et komisk udspring, mens andre løste udfordringen gennem tegneserielignende illustrationer (fx 1000 words, illustreret af Anthony Gregori og Michael Spicer). Flere af nærværende tekster kan findes på Scroobius Pips hip hop-albums Angles (2008) og The Logic of Changes (2010), hvor Daniel Stephens, kaldet dan le sac, har leveret musikken. På disse spoken word/hip hop-plader står det klart, at Scroobius Pip er brite, og med hans tydelige Essex-dialekt får man straks associationer til eksempelvis The Streets.

Førend hver af de ti digte, som samlingen byder på, præsenterer Scroobius Pip selv den enkelte tekst. Dette tager gerne udgangspunkt i teksternes oprindelse og de spørgsmål og overvejelser, som teksterne stiller. Disse præsentationer er en kærkommen lejlighed til at komme ind under huden på den yderst talentfulde britiske digter, og uanset om man er tilhænger af Scroobius Pips spoken word/hip hop-agtige stil, da er det umuligt ikke at blive slæbt med ind i et univers, hvor hans ubestridelige talent og ånden bag indie-bidragsyderne huserer.

“Stormland” af Hallgrímur Helgason

“»Satans til forbandede kraftidioter,« bandede Bøddi for sig selv, idet han gik ud på parkeringspladsen foran Skolen for Gymnasiale Uddannelser. »Forbandede bløddyr hele bundet.« Skolebestyrelsen havde truffet afgørelse i hans sag. Bødvar H. Steingrimsson havde haft sin sidste undervisningsdag på SGU.“

Stormland

Sådan begynder Hallgrímur Helgason, nok en af Islands mest kendte forfattere, sin roman Stormland. Bogens hovedperson er den netop fyrede gymnasielærer Bødvar H. Steingrimsson, blot kaldet Bøddi. Han er født og opvokset i Sauderkrok ved Skagafjord i huset kaldet Stormland. Bøddi er efter ti års studier i Tyskland en åndens mand, som hader det moderne forbruger-samfund som pesten. Han klager sin nød over den islandske kultur i almindelighed og den vestlige i særdeleshed.

Bøddi er en sur mand. Han hader den moderne civilisation med dens ligegyldige popkultur. I stedet mener han, at alle burde som Bøddi selv nyde de klassiske, specielt højtyske kulturdyder. På sin webblog raser Bøddi over alt og alle i lærde vendinger, som selvfølgelig skaffer ham mange fjender i det lille øsamfund.

Efter Bøddis mening er den vestlige civilisation på afgrundens rand. Han mener, at vi er ved at fordumme os i sådan en grad at lærde og den vigtig lærdom er på en samfundsmæssig deroute. At folk ser reality i stedet for at læse Kant. At de hører ligegyldig popmusik i stedet for at nyde Brahms eller Beethoven. At samfundet fordummer simpelthen sig selv i en sådan grad, at Bøddi til sidst – efter en lang række utrolige begivenheder, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her – rider til hest mod Reykjavik for at udråbe revolution midt i primetime.

Da jeg for nogle år siden første gang læste Stormland, var det noget af det mest veloplagte, jeg længe havde læst. Romanen er simpelthen en energiudladning af bedste skuffe. Hallgrímur Helgason har med en såvel samfundssarkastisk som hverdagshumoristisk hånd skrevet en yderst velfungerende roman, som tager sin læser med storm. Man bliver indfanget i Bøddis altoverskyggende samfundsengagement og frådende indfald mod dets borgere og forbrugere. Gennem Bøddis vanvid og romanens groteske personskildringer lurer en nerve af idealistisk alvor, som røber Hallgrímur Helgasons egentlige budskab.

Stormland blev i 2007 indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og efter egen ydmyge mening burde den havde fået prisen. Jeg mindes ikke at have læst en roman, som har været så skarp såvel sprogligt som indholdsmæssigt længe.

Stormland er i Danmark udgivet (ved Kim Lembek) på forlaget Aschehoug i 2007, 446 sider.

Smagsprøve; “Noget med”-tekst

Hermed en lille smagsprøve fra mine “Noget med”-tekster, som forhåbentlig med tiden munder ud i en tekstsamling til download her via hjemmesiden.

Noget med kjoler

En dag gik han skævt i klædeskabet, åbnede højre låge i stedet for den venstre, og uden at tænke over det, iførte han sig det første og bedste han fandt. Det viste sig imidlertid, at være hans kones kjole, og hele morgenen og turen på vej til arbejdet, havde han intet bemærket. Det var først, da Helge kommenterede, at han så noget så nydelig ud i dag, at han opdagede kjolen. Nu var kjolen imidlertid blevet så behagelig, at han ikke ville skifte tilbage til sit gamle, sædvanlige tøj. Hans kone, som var nærig, begyndte herefter, at iføre sig sin mands tøj i stedet for sit eget, for hun mente ikke, at man kunne smide det ud, eller til genbrug, for det ville bare være spild af penge. I starten var der en del spørgsmål angående tøjet, men som tiden gik begyndte de så småt, at overtage hinandens virkelighed og jobs, da det virkede langt nemmere på denne måde. Han begyndte, at interessere sig for blomsterbinding og croquistegning, og gradvis blev han mere og mere feminin som tiden gik. Han begyndte, at bruge make-up og krøllejern om morgenen, og der gik ikke længe før hans bryster voksede frem til en nydelig C-skål. Hans kone blev derimod mere og mere maskulin, og det skete tit, at hun kom hjem lugtende af øl efter en ordentlig bytur med gutterne, som hun kaldte det. Med tiden fik hun også skægvækst, og hendes velfriserede fuldskæg er stadig et af de flotteste, man nogensinde har set. Når de mødte nye såvel som gamle venner, var der ikke længere nogen som bemærkede, at de have byttet liv, ikke engang dem selv kunne huske det længere. Han var blevet til hende, og hun var ham.