Dashiell Hammett: Voldens teolog

Red Harvest af Dashiell HammettSamuel Dashiell Hammett debuterede i 1929 med en krimiroman. Han havde næppe regnet med, at værket skulle blive skelsættende for en helt ny måde at beskrive såvel mord som vold på. Hammett har i sin eftertid inspireret mangt og mange, herunder Raymond Chandler og danske Dan Turèll. Selvsamme Turèll har siden betegnet Dashiell Hammett, som værende Voldens teolog.

Hammett forlod skolen i en alder af 14 år, og arbejdede herefter med alt fra landbrug til primitiv jernbanearbejde. I en perioden på syv år, 1915-1922, var han ansat i Pinkerton National Detective Agency. Op igennem 1920‘erne skrev Hammett hele 32 noveller om den navneløse detektiv, kendt som the Continental Op, som udkom via magasinet Black Mask. Den første novelle udkom i 1922 (The Road Home), mens hans senere kendte værker Rød høst (Red Harvest), Ridderfalken (The Maltese Falcon) og Den tynde mand (The Thin Man) udkom i henholdvis 1929, 1930 og 1934.

Rød høst er siden 1929 udkommet under et væld af nye navne og i flere forskellige medier. Herunder i forskellige bog- og filmformater. I Rød høst ankommer vores navneløse detektiv, the Continental Op, til minebyen Personville, kaldet Poisonville af dets beboere. Med et indbyggertal på omkring 40.000 står Rød høst i klar kontrast til andre krimiromaner fra samtiden, som ofte foregik i Los Angeles (Raymond Chandlers Philip Marlowe-bøger), San Franscisco eller New York (Hammetts egne bøger om detektiverne Sam Spade og Nick Charles). Dette er der i det mindste en god grund til; Poisonville ejes af en og kun en mand, Elihu Wilsson.

Bykongens redaktør-søn bliver skudt, og Elihu hyrer the Continental Op til at opklare mordet. Desuden hyres han til at rydde gevaldigt op i byen, hvilket er hårdt tiltrængt efter en del arbejdskampe mellem minearbejderne og hired thugs, hvor sidstnævnte har overtaget byen. Poisonvilles byråd er blevet erstattet af tre gangstere, henholdvis Pete the Finn, med speciale i spritsmugling, gambleren Whisper og ikke mindst pengemanden Lew Yard. Bogens superskurk er dog ingen af de ovennævnte, men derimod byens gennemkorrumperede politichef, Noonan. For at modstå og bekæmpe disse skurke må vores navneløse detektiv indgå flere forskellige alliancer og spille hverandre ud mod hinanden.


Romanen igennem er bogens femme fatale, Dinah Brand, the Continental Ops evige støtte. Hun er specialist i farlige informationer, hvilket vores navneløse detektiv bruger til at spille de forskellige skurke ud mod hinanden, hvorved alle Poisonvilles ledende gangstere (og en hel del andre – heriblandt 20 navngivne) bliver dræbt. Af byens forskellige slyngler overlever kun bykongen, Elihu Wilsson. The Continental Op vender herefter tilbage til San Francisco, hvor han kom fra.

Rød høst, som Hammetts andre værker, er i forhold til sin samtids øvrige litteratur spækket med såvel vold som blodsudgydelser. Det er det onde og korrupte i den enkelte, som Hammetts især får beskrevet, og dette sker med en sådan nerve, at man til tider kan miste troen på menneskeheden. Dashiell Hammett redder dog sine (som hovedregel mandelige) læsere med sine nøgterne beskrivelser af selvsamme voldsudgydelser. Hammetts værker kan den dag i dag stadig læses, og kan findes antikvarisk for en slik landet over.

Som en sidebemærkning kan man også fornøje sig med Dan Turélls tekst Rød høst, en hyldest til Dashiell Hammett, med musik af Halfdan E – Rød høst af Dan Turéll + Halfdan E

Kulturspotter på Kultur22

Kultur22Fra og med september 2013 er jeg blevet tilknyttet Kultur22.dk. Websitet er hjemstedet for “en kreativ og skæv blog formet af en række kulturspottere, der lever og ånder kultur af enhver slags.”

På denne blog vil jeg for fremtiden bidrage med indlæg om litteratur og oplæsninger, samt enkelte indlæg om musik og anden scenekunst.

Første indlæg fra min hånd blev således om den norske forfatter Erlend Loes debutroman fra 1993, Kvinden flytter ind.

Læs med her: Oppe i Norge går en mand i svømmehal

Smagsprøve

Nedenstående er som titlen antyder en smagsprøve på et punktroman-projekt, som jeg for tiden arbejder med; god lyselyst!

#1 Hyacinterne står i fuld flor.
Det er eftermiddag, og jeg sparker lidt til gangstiens småsten, mens jeg kigger på gravstene. Der er let støvregn i luften. I bedste fald kunne man kalde det dansk forårsvejr.

Hannibal Mathiesen, seksogfirs.
Hannibal Horeen, tooghalvfjers.
Hannibal Volmose, otteoghalvtreds.

Jeg kender ingen af dem. Jeg kender slet ingen, der ligger på kirkegården, men alligvel er jeg begyndt at være her ofte. Kirkegården ligger bekvemt i forhold til min brors lejlighed, som jeg låner for tiden. Og her er som regel stille.
Min bror er på forretningsrejse, eller nej, ikke så meget forretningsrejse, men mere en slags decideret udstationering. Han arbejder i Singapore og er derfor kun hjemme omtrendt en enkelt weekend om måneden, så jeg passer lejligheden for ham.

*

#2 Ligesom jeg træder ud på Trøjborggade, støder jeg ind i tc.
Hej, længe siden, siger hun storsmilende.
Det er længe siden. Jeg har hverken set eller talt med tc siden vi gik i gymnasiet. Seks år kan virke som en menneskealder.
Jeg skrår over vejen mod Tordenskjoldsgade, tc følger med. Hun spørger om vi ikke skal tage en kop kaffe nu hvor det er så længe siden. Vi finder en stille fortovscafé i en nærliggende sidegade.

*

#3 tc har altid være af den type, som man ikke lige slipper af med, når man først er løbet ind i dem.
Ligesom dengang i gymnasiet, taler hun meget. Meget om ingenting. Hun fortæller om hendes mange forskellige uddannelsesforsøg, og spørger til, om jeg nu fik den historieuddannelse, som jeg talte om i gymnasiet.
Jeg svarer, ja, det gjorde jeg. Jeg er nu jobsøgende på fjerde måned. Som det hedder.

“MORD-serien” af Dan Turèll

Den danske forfatter og digter Dan Turéll kastede sig i 1980‘erne over et noget overraskende projekt. Den ellers eksperimenterende Turéll udgav i 1981 krimiromanen Mord i mørket, som sammen med elleve øvrige bind udgør den nu berygtede MORD-serie.
Dan Turèll - MORD-serien

I tolv bind følges den navneløse freelancejournalist for en fiktive københavneravis, med speciale i kriminalsager. Dette gør ham skiftevis populær og mindre populær hos Bladets redaktør, Otzen. Som hovedregel er vores navneløse journalist yderst villigt hos Otzen, hvilket til dels skyldes, at han i hvert bind står ansigt til ansigt med fem-seks mordofre, som munder ud i underfundige forsideartikler til netop Bladet. Vores navneløse journalist er enddog til tider så tæt på sagernes begivenheder, at det er ham, som finder ligene eller er sågar vidne til mordene.

Igennem MORD-serien mærker man tydeligt, at Turèll lod sig inspirere af såvel Raymond Chandler som Georges Simenon. Som Chandler er Turèlls fortællinger både fandenivoldske og sprængfyldt med sort humor. Vores navnløse journalist er på overfladen en desillusioneret enegænger, men bag det kyniske ydre skjules hans idealistisk tro på det gode i menneskene omkring ham. Ligesom Simenon er Turèlls miljøskildringer både omhyggelige og yderst levende, som er præget af stor realisme (hvis man fraskriver antallet af mord). Når man læser MORD-serien er det nærmest med sammen følelse, som når man følger Simenons Maigret gennem Paris’ forskelligartede gader. Selve plottene træder således i baggrunden for Turèlls beundringsværdige Vesterbro-skildringer; et område, som er noget anderledes end vore dages moderne centrum for hipstere og andet godtfolk. På Turélls tid var Vesterbro hjemstedet for snuskede bodegaer med blandt andet ludere, lumske kroejere, rockerlignende typer og drukkenbolte.

MORD-serien spænder som skrevet over tolv bind udgivet i årene fra 1981 til 1990, og med et gennemsnitligt sidetal på godt 200 sider, så har man nogle pæne tusinde Turèllske sider at give sig i kast med. Perfekt til sensommeren, efteråret og resten af året.