Karl Ove og mig #4

Det er mandag aften. Jeg sidder et sted i Københavns sydhavn. I et lejet værelse tæt på Mozarts Plads, hvor jeg har boet siden jeg kom tilbage til hovedstaden i august måned. Og hvorfor skriver jeg overhovedet det her? Hvad er det som driver værket?

Jeg må indrømme, at Knausgård har fået sit tag i mig. Jeg ved ikke om jeg kan løsrive mig.

Jeg satte mig i november 2014 for at læse hans megaroman Min kamp i 2015. Hvorfor? Ja, bare fordi… Fordi jeg havde fået den anbefalet på det varmeste af Lasse, som er ih og åh så belæst, når det gælder litteratur. Det var ligeledes ham, som gjorde udslaget for min Murakami-fascination.

Nu er der gået 40 dage af det nye år, og jeg har netop afsluttet femte bind. Der mangler kun et enkelt, som dog er det længste bind på knap 1300 sider. Hvad så bagefter? Hvad skal jeg så? Jeg skal skrive, og jeg skal skrive meget. Jeg har selv så mange igangværende skriveprojekter, så mange idéer som skal ud gennem fingrene og ned på tastaturet, for siden at blive til nuller og ettaller i cyperspace. Men først vil jeg pløje mig igennem det sidste bind. Hvor underligt er det ikke, at jeg kender Karl Ove bedre end mine nærmeste?

#forelsketikøbenhavn

Nu har jeg sat mig ned.

Jeg har sat mig ned for at skrive det der digt,
som jeg har talt så meget om.

Jeg vil så gerne skrive noget stort,
og noget vigtigt om kærligheden,
om ærligheden mellem mennesker,
og det skulle gerne være et banebrydende et af slagsen,
et digt hvor alle klichéerne blev lagt på hylden
og siden sent afsted til ulandene
så de i det mindste kunne gøre gavn et andet sted,
så slipper vi også for alle de øjne og løgne
og alt den hjerte med smerte.

Jeg vil så gerne skrive livet ned på disse linjer,
og mellem dem skal man kunne spore små støvkorn af sølv,
som kan analyseres i det uendelige.

Jeg ville så gerne skrive om kærligheden,
den lidenskabenlige,
den sensuelle,
den underfundrige,
den jeg oplever, når jeg ser på dig –
men jeg har svært ved at skrive det her,
det er ikke så ligetil,
som jeg håbede.

Jeg er nemlig hverken sur eller vrissen,
og jeg skriver bedst i vrede,
så jeg kan slagte alle og enhver omkring mig,
men lige nu er himlen lyserød,
solen er på vej ned
og skyerne er de vatrondeller,
du efterlader i toilettet,
og som jeg hver gang sukker over
uden at fortælle dig om det,
da jeg tænker, at det er langt nemmere på den måde,
og så udgår vi også de efterfølgende miljødiskussioner
og andre kedsommelige emner.

For vi skal bare sidde der
og se dybt i hinandens øjne,
og smile bredt og kysse lidenskabenligt,
for så er det ægte kærlighed,
ligesom den jeg har hørt om
hos Goethe og Herman Bang –
men jeg ved slet ikke om de har skrevet
om det med de brede smil og lidenskabelige kys,
men det er også ligemeget,
det er ikke dét det handler om.

Lige nu kan jeg høre dig tænde for bruseren,
og jeg sidder et sted,
som ikke er hjemme hos mig selv,
et forholdsvis nyt sted,
hvor jeg stadig er gæst
uden egentlig at være det.
For vi er mere end det,
mere end bare gæster hos hinanden,
vi er hinanden, vi er eet.
Vi er den samme, vi er et par,
som alle de andre skal misunde,
for så er vi rigtigt sammen,
så er vi bedre end alle de andre.

Jeg ville så gerne beskrive alt det perfekte ved situationen:
udenfor er regnen begyndt at regne,
men indenfor skinner solen stadig,
det er forelskelsen, siger de,
og jeg bliver forbavset og ser mig omkring,
men der er ingen.
Der er kun den vedvarende lyd fra dig under bruseren,
og jeg undrer mig over hvem som sagde hvad og hvorfor.

Men jeg indser,
at ligemeget hvad,
så er det her ægte,
ordene skriver ikke sig selv,
og minderne er måske noget jeg finder på,
men følelsen, den er ægte.

Næsten lige så ægte som de ting
jeg hashtagger på Twitter,
#forelsketikøbenhavn,
mens du løber rundt i cirkler under bruseren
og synger som Siw Malmkvist,
og jeg, som Henning Moritzen,
spiller klaver til perfektion.

Men det her er ikke film eller fantasi,
det er virkeligheden,
en råkold januardag i begyndelsen af året.

Og jeg ville så gerne have skrevet
det ultimative kærlighedsdigt,
men i dag blev det igen bare ord på stribe,
intet sensationelt,
det var bare ord.

sr2015/02

Karl Ove og mig #3

Bum. Ja. Karl Ove har besat mig. Han er over det hele. Her, der og alle vegne. Og hvordan går det så?

Tjoh, det går godt. Jeg er midt i bind 4, og det må jeg sige kommer bag på mig. Ikke så meget fordi det er mange sider, men mere fordi at jeg har gidet at læse så mange sidder af samme forfatter ud i en strækning. Det er immervæk omtrent totusinde sider, som jeg indtil videre har ædt mig igennem. Og hvad kan man så sige om de foregående treethalvt bind? Det er velskrevet. Så uhyggeligt velskrevet. Det går lige i mellemgulvet, lige i lattermusklerne, lige i hjernen. Det er barnemad, det er hjerneguf. Og selvom jeg kun har læst omtrent halvdelen af værket, så gruer jeg for når jeg vender sidste side, for hvad skal man så? Hvad sker der efter stilheden?

Og lige et udsnit fra en scene i bind 4, hvor 18-årige Karl Ove har inviteret til studenterfest hjemme, mens moderen er ude:

“Hun var mørk, alt ved hende var mørkt, tilmed tøjet, hun var den eneste der ikke gik i den røde dragt, men i en sort bluse, en sort nederdel og sorte strømpebukser. Vil du med ind på værelset derinde, hviskede jeg, hun nikkede, jeg havde drukket meget, og tænkte at det ville forandre alting, for nu var jeg jo pisseligeglad, var ikke nervøs over noget, og jeg tog mine nøgler frem og låste døren op ind til mit værelse, holdt armen om hende, hun tog den lille taske af, som havde hængt over skrå på brystet, lagde sig på min seng, for det gennem mig, jeg trak hendes bluse op over hovedet, kyssede de mørke brystvorter, gned hovedet mellem dem længe, nu sker det, tænkte jeg, nu har jeg en pige her, nu skal jeg i seng med hende, og mine ben rystede da jeg rejste mig for at trække hendes strømpebukser af, hun lod mig gøre det, jeg trak mine bukser af, nu skete det, hun var nøgen, hendes hud lyste hvidt i mørket, jeg strøg hånden mellem hendes ben og mærkede det krøllede, men alligevel glatte hår, og jeg var nøgen, og jeg vred kroppen lidt, hun sagde, du ligger så tungt, jeg rejste mig lidt op, og så rørte min pik hendes hår, jeg pressede lidt, længere ned, sagde hun, det gjorde jeg, og der var der vådt og blødt og så nej, nej, for fanden, nej, nej, nej.

Lange, stødagtige ryk gik gennem mig mens hun lå med åbne øjne og stirrede op på mig.

Nej, nej, nej.

Jeg var ikke engang kommet ind i hende. Et par centimeter måske. Og så var det overstået. Jeg faldt ned oven på hende og kyssede hende på halsen. Hun skubbede mig væk og rejste sig halvt op. Jeg rakte ud efter hende, tog hende på brysterne, men hun rejste sig bare, tog trusser og strømpebukser på og gik ud af værelset.”

Karl Ove og mig #2

At sluge en bog.

Det er et fænomen, som jeg af og til oplever. Og det gjorde jeg så sandelig med bind 1 af Karl Ove Knausgårds mastodont Min kamp. Det var vilde sager. På en gang uhyrligt letlæseligt og på samme tid umådeligt appetitvækkende. Hver eneste side tvang øjnene til at løbe over ordene og sætningerne, som var det legene børn på isen. Det gik snildt og helt af sig selv.

Jeg må nok indrømme, at jeg er svært imponeret over den knausgårdske skrive- og fortællerstil. Den er enkel og ligetil, den er jordnær og dybdegåene. Knausgård skriver så alle kan være med. Ganske enkelt.

Det eneste, som står tilbage efter sidste vendte side, er, at man gerne vil have mere, mere, mere. Mere Knausgård. Flere erindringer, flere betragtninger, flere små-historier. Og heldigvis er der endnu fem fulde bind tilbage, som han kan boltre sig på. Jeg er langt fra færdig med Karl Ove.

Karl Ove og mig #1

Vi befinder os i de sidste dage op mod nytåret 2014/15. Mangt og mange sætter sig nytårsfortsæt. “Jeg skal tabe mig 10 kilo”, “jeg vil være er bedre menneske”. Ikke jeg. Jeg vil være lige så grum og egoistisk som altid. Næsten. Alle kan jo forbedre sig, gradvist.

Næh, mit nytårsfortsæt er såmænd at læse hele Karl Ove Knausgårds 6-bindsværk Min kamp i løbet af de første seks måneder af 2015, intet mindre, intet mere. Er det et nytårsfortsæt, Sune? Javist, det er det da. Jeg forbedrer mig kulturelt ud i den norske litteratur, hvor jeg indtil videre kun har læst Knut Hamsun og Erlend Loe (og ja, selvfølgelig Bjørnstjerne Bjørnson, men det var i gymnasiet, så tæller det overhovedet?). I de næste måneder vil jeg under “Karl Ove og mig”-overskriften skrive lidt meninger, positive som negative, om min læsning af 6-bindsværket. Og jeg håber, at netop du vil læse med.