Stenbroen

Solen er allerede nede bag træerne i vest,
mens jeg drømmer mig østpå til stenbroen –
på den anden side af Storebælt ligger et land,
hvor man kan føle sig velkommen og udstødt på samme tid.
Herover står træerne skævt til venstre og alt går nedad mod centrum,
derover hænger livet til gengæld på træerne
og bliver høstet som al anden lavthængende frugt //

sr2014/05

Mathilde Fibigers Have

Der er optræk til fugleflugt,
jeg selv stiger til vejs
og flyver fra Hasle
mod midtbyens centrum.
Jeg lander om lidt –
jeg er allerede landet,
midt i en have griber en statue mig,
jeg går i eet med Aarhus.

sr2014/05

“Den forsvundne fuldmægtig” af Hans Scherfig

I dag skal vi igen lidt tilbage i tiden for at finde månedens litterære anbefaling. Året var 1938, og den dengang blot 33-årige Hans Scherfig udgav sin anden roman, Den forsvundne fuldmægtig.Den forsvunde fuldmægtig

Fortællingens hovedperson er fuldmægtig Theodor Amsted, ansat i Krigsministeriet, som til punkt og prikke udøver alle sine gøremål, som han altid har gjort og altid vil gøre. Han går den samme rute fra arbejde til hjem hver dag, og er altid hjemme på minuttet.

Men Theodor Amsted, den lille evigt forkølede mand, længes efter friheden. De daglige rutiner i såvel ministerium som hjemme bliver en dag for meget for ham, og en ganske almindelig dag, laver fuldmægtig Amsted et forunderligt forsvindningsnummer. En af hans gamle klassekammerater, Michael Mogensen, sprænger sig selv i luften ude på Amager Fælled, hvortil Theodor Amsted ser muligheden. Han kan forsvinde væk fra alt og alle. Og uden at gå for meget i deltaljer, så skal det siges, at der her er lagt i ovnen til en ordentlig omgang Scherfig-satire. Historien udvikler sig efter tidens normer, og på trods af romanen alder, så er der god underholdning for pengene.

Den forsvundne fuldmægtig er en overordentlig letlæselig bog, den er morsom og særdeles velskrevet. Dens beskrivelser af vanemennesket Theodors Amsted prikker let til selvsamme vanemenneske, som gemmer sig i næsten alle. På godt og ondt.

Romanen er således ingen tyk sag, blot 184 sider i min paperback-udgave fra 1972. Den er heller ikke synderlig dybsindig, men der er til gengæld fyldt op med ironi og satire, som driver ned af bogens sider. Hans Scherfig underspiller herligt sine samfundskritiske pointer igennem romanen, og gør den således til en nydelse at læse. Et godt eksempel er Theodors Amsteds arbejdsplads – Krigsministeriet. Navnevalget siger det hele. Ganske vist har Forsvarsministeriet før heddet Krigsministeriet, men det blev ændret samme år, som Scherfig blev født, i 1905.

På mange måder minder Den forsvundne fuldmægtig om Soyas En gæst, som jeg tidligere har anbefalet.