“Rosens navn” af Umberto Eco

Det er umådeligt koldt uden for. Det trækker fra vinduerne, og mine stearinlys kan knapt stå stille for vinden. Men hvad er så bedre end at krybe i skjul under dynen med en fabelagtig roman? Jeg har et bud på din vinterroman i år: Rosens navn af Umberto Eco.

Rosens navn Umberto Eco

Der er nok flere, som kender titlen fra filmverdenen, hvor Sean Connery i The Name of the Rose (1986) portrætterede den underfundige detektivmunk, William fra Baskerville. Romanen, som filmen er baseret på, er skrevet af den italienske forfatter, semiotiker og filosof, Umberto Eco.

Handlingen er på en måde utrolig simpel og umådelig kompleks samtidigt. Vi starter med, at franciskanermunken, William fra Baskerville, ankommer sammen med sin lærling, Adso, til et abbedi i middelalderens Italien. Der er øjensynligt sket et mord på en munk, og abbeden Abbone beder William om hjælp til opklaringen af dette mulige mord. Hvad er der sket? Dagen derpå dør endnu en munk, og så er der spænding for alle pengene.

Mange vil hævde – og med god ret – at Rosens navn er en middelalderkrimi. Men den er så meget mere end det; historien er spækket med filosofiske betragtninger og overvejelser, og fuldt med Umberto Ecos store indsigt i litteraturens verden. Herudover er den samtidsfaktuel med et historisk indblik i konflikten mellem paven og kejseren, og sidst, men bestemt ikke mindst, er Rosens navn en ulykkelig kærlighedshistorie mellem to unge individer, som ikke ved hvilke ben, som de skal stå på.

Rosens navn, som udkom første gang i 1980, er bestemt ikke nogen let sag at komme igennem. Den kræver noget af sin læser, den vil noget mere end bare fortælle. Den vil oplyse. Og dette formår Umberto Eco til fulde. Det kan have sine fordele, hvis man kan sin Aristoteles, omend det langt fra er et krav for at kunne følge med. Det er dog fascinerende, hvor dygtigt Eco formår at indskrive filosofien på lige fod med kærlighed såvel som mord.

Så hvis du mangler en lille mursten til vinteraftenerne, så ta’ på biblioteket eller i boghandlen og find Rosens navn – og ja, historien er langt bedre på bog end film – omend jeg også er vild med filmen, men nok mest på grund af Mr. Bond i rollen som William fra Baskerville.