Stadig min

Jeg elsker dig. Jeg savner dig. Selv når vi er sammen.
Og jeg mener det. Men samtidig er jeg nervøs for,
at jeg kun kan være den bløde humanist med hænder,
der ikke rører andet end gamle bøger og tastaturer –
jeg er bange for at sidde alene tilbage, kold, muggen, indebrændt og indædt.
Jeg vil være så meget mere end det. Jeg vil være din helt, din prins på hesten, din kunde, din chef, din master, mens du er min pige, min prinsesse, min luder, min sekretær, min slave. Jeg er så smålig, så patetisk. Og jeg ved det. Men det er kun fordi jeg er bange for at miste. Og i mørket ryster jeg som espeløv. Jeg kan ikke sove. Jeg vil ikke sove. Så længe jeg er vågen, er du stadig min.

sr2015/10